Mas overrasker med albumannoncering og ny single
Den fremadstormende rapper Mas annoncerede i nat udgivelsen af sit andet studiealbum Månen er min ven (2025) i forbindelse med udgivelsen af den første single herfra "Lønningsdag" - og vi skal ikke vente længe. Albummet lander nemlig allerede næste fredag, den 17. januar.
Læs også: 25 mindre koncerter, vi glæder os til i 2025
Mas annoncerede singleudgivelsen på sin Instagram-profil i går med en kort video med beskrivelsen: "ude kl. 00, produceret af @robxjennebabyy." Efter udgivelsen uploadede han et screenshot på sin story, med et billede af nedtællingen til det næste album på Spotify.
Det kommende album inderholder, foruden "Lønningsdag" yderligere 11 numre. Det er endnu uvist, hvad sangene hedder, eller hvilke features vi kan forvente på albummet.
Månen er min ven (2025) udkommer blot en uge før starten på rapperens Danmarksturné, der tager ham forbi hele 12 danske byer, inden han sparker en festivalsommer i gang, hvor han, indtil videre, er annonceret som et af de første navne til dette års Smukfest i Skanderborg.
"Lønningsdag" er produceret i samarbejde med JenneJenne og Rob Smyles, der blandt andet også står bag Kesis stjernespækkede nummer "Brutalt", Topguns "Sport" og Thor Farlovs "Hej" og Farlov/Kundo-samarbejdet "Noget si'r mig".
Hør den nye single her: