Tre bands fra det danske metalcore-, hardcore- og deathcore-miljø tilføjes til sommerens program
Cabal, Nothing Noble og Split er netop blevet offentliggjort som en del af festivalens 2025-program.
Læs også: Næstved Metalfest 2025: Store navne besøger Sydsjælland
Cabal, der til april udgiver deres fjerde album Everything Rots, er tilføjet som hovednavn til sommerens plakat. Siden bandets debutudgivelse, Mark of Rot fra 2018, har gruppen turneret både i Danmark og internationalt, hvor de blandt andet har optrådt på festivaler som Roskilde Festival, Copenhell, Summer Slaughter og Brutal Assault.
I en pressemeddelelse udtaler Cabal: "Vi er super begejstrede for endelig at vende tilbage til Næstved. Vi kommer til at spille en masse nyt materiale, og vi lover, at det bliver tungt og ondt".
Cabal får selskab af Nothing Noble, der i november udgav singlen Damnation med gæsteoptræden af Nikki Simmons. Det tredje tilføjede navn er Split, der med bandmedlemmer i alderen 18-22 år, bliver det yngste band på årets festival.
Læs også: Næstved Metalfest tilføjer otte nye navne til programmet - heriblandt seksstjernet band
Næstved Metalfest afholdes fra den 28. til den 30. august 2025 og finder sted ved Grønnegades Kaserne i Næstved. De annoncerede navne spiller fordelt på festivalens to store scener, Slagmarken og Bastionen.
Arrangørerne oplyser, at festivalens gæster stadig kan se frem til offentliggørelsen af det sidste hovednavn samt fire endnu uannoncerede bands.
Billetsalget er i fuld gang og billetter kan købes her.