Musikikonet Neil Young har rost den nye film om Bob Dylan og kaldt den "en fantastisk hyldest" til ikonets karriere og musikalske arv
Denne artikel blev oprindeligt bragt i GAFFA Sverige og er oversat til dansk af GAFFA Danmarks redaktion.
Neil Young har udtrykt sin begejstring for den nye Bob Dylan-biografi, A Complete Unknown. Filmen, som har premiere i Danmark den 20. februar, skildrer Dylans rejse fra Greenwich Village-folkescenen i begyndelsen af 60'erne til den kontroversielle optræden på Newport Folk Festival i 1965, hvor han spillede elektriske instrumenter for første gang. I filmen spiller Timothée Chalamet rollen som Dylan.
Læs også: Neil Young udgiver tidligere uudsendt 70'er-album
På sin hjemmeside skrev Young lørdag: "Jeg elsker Bob Dylan og hans musik. Det har jeg altid gjort. Han er en fantastisk kunstner. Denne film er en strålende hyldest til hans liv og musik. Hvis du elsker Dylans musik, må du se denne film, jeg elskede den."
Young delte også en anekdote fra sin fortid, hvor han ved et uheld smed Dylan af turnébussen uden at vide, hvem han var.
De to musiklegender har længe haft gensidig respekt for hinanden. De optrådte begge i Martin Scorseses klassiske koncertfilm The Last Waltz fra 1978 og delte scenen under en fælles koncert i Londons Hyde Park i 2019.