Nyhed

Nibe Festival tilføjer amerikansk verdenstjerne til programmet

Amerikansk verdensstjerne og danske darlings føjes til lørdagens program

Mod udgangen af 2024 kunne Nibe Festival løfte sløret for, at både Hugorm, Jada og Medina lægger vejen forbi festivalen til sommer. Nu tilføjer de yderligere to navne til plakaten heriblandt den amerikanske verdensstjerne Anastacia og danske Jonah Blacksmith.

Læs også: Nibe Festival afslører tre store navne til næste års plakat

Anastacia slog igennem tilbage i start-00'erne med albummet Pieces of A Dream, hvor særligt sangene "Left Outside Alone", "I'm Outta Love" og "Sick and Tired" cementerede sangerens navn på den internationale musikscene. Godt 25 år efter er sangeren, trods adskillige sygdomsforløb, langt fra færdig med at give den gas med sine hits på de store scener, og sidste år kunne hun opleves flere steder i Danmark, som et af de helt store navne på Vi Elsker 2024. Til sommer gør hun debut på Nibe Festival, når hun for første gang tager sin store stemme med til byen:


”Anastacia er en artist, der med sin kraftfulde stemme og store hits har defineret en hel æra inden for popmusik. Vi glæder os utroligt meget til at se hende bringe sin energi og det fantastiske show til Nibe Festival,” udtaler festivaltalsmand Peter Møller Madsen i en pressemeddelelse.

Læs også: ANASTACIA-INTERVIEW: Min musik var terapi

I den mere lokale ende af skalaen får Nibe Festival også fint besøg af syvmandsorkesteret fra Thy, Jonah Blacksmith, der vender tilbage til festivalen med deres store hitkatalog af rørende fortællinger:


“Jonah Blacksmith er uden tvivl en af de mest elskede artister, vi har haft på Nibe Festival. De gæve jyske brødre har en helt særlig evne til at samle folk omkring deres historier og musik. Jeg oplevede deres filmkoncert i Musikkens Hus i Aalborg kort før jul – det var gåsehud fra start til slut. De skaber øjeblikke, man husker længe efter. Ser frem til at møde deres magiske energi i Skalskoven igen i 2025,” siger Peter Møller Madsen i pressemeddelelsen.

De to artister tilslutter sig blandt andre Nik & Jay og Lamin på lørdagsplakaten, og Nibe Festival kan allerede meddele, at der er fuld fart på lørdagens billetsalg og rift om billetterne. Den kommende tid vil flere artister blive tilføjet festivalplakaten, inden festlighederne sparkes i gang onsdag den 2. juli 2025.

Bryan Adams bringer Tivoli tilbage til '69 - hele to gange


ANNONCE