"Mine børn elsker den, Susie elsker den, jeg elsker den," udtaler musikeren om sangvalget
Det australske musikikon Nick Cave har afsløret, hvilken sang han ønsker at få spillet til sin begravelse. Det beretter NME.
Udtalelsen kom, da musikeren onsdag svarede på et par fanspørgsmål på sin blog The Red Hand Files. Her spurgte en fan ved navn Damian: "Hvilken sang, vil du gerne have, bliver spillet til din begravelse?", hvortil Nick Cave svarede: "Åh, og Damian, vær venlig at spille 'I Am A God' af Kanye West."
Få dage forinden havde Cave valgt Yeezus-nummeret som et af sine otte yndlingsnumre i BBC-radioprogrammet Desert Island Discs. Her udtalte han: "Denne sang blev, mærkeligt nok, en slags familiesang. Mine børn elsker den, Susie elsker den, jeg elsker den. Det er en ekstremt legesyg, ekstremt mørk og kompleks sang, hvor Kanye på den ene side præsenterer sig selv som Gud, og så mod slutningen af sangen skriger i rædsel."
Han fortsatte: "Det er en utrolig dyb sang, efter min mening. Det er en sang, som jeg værdsætter på et personligt niveau, og faktisk synes jeg bare, at det er et komplet, fantastisk kunstværk."
Hør sangen her:
LÆS OGSÅ: GAFFA KÅRER: Her er årets bedste udenlandske singler