En stor bevilling skal nu være med til at udbrede kulturarrangementer i hele landet, som er skabt af unge ildsjæle
Unge i Frederikshavn, Esbjerg, Haderslev, Rudme og København kan se frem til at få hjælp og midler til selv at stable kulturarrangementer på benene, da det fireårige projekt Ung Kult Iværk fra Nordjylland nu bredes ud til resten af landet og Nordtyskland.
Læs også: Ungemiljøernes Takeover drager på turné - skal du med?
Udvidelsen af projektet sker på baggrund af et tilsagn fra Nordea-fonden på 10,4 millioner kroner, og nu får mere end 35 kommuner besøg af projektet. Ifølge Jakob Lundbye, netværksleder i Ung Kult, har man oplevet, hvordan kulturprojekterne er med til at forbedre trivslen blandt unge i store og små byer:
”Vi oplever gang på gang, at stærke ungekulturmiljøer bidrager til trivsel, ejerskab og udvikling – hos de enkelte kulturskabere, men også i hele lokalområder. Med Ung Kult Iværk bliver det nemmere for unge at deltage i kulturelle fællesskaber og skabe kultur sammen, uanset hvor de er født i landet,” fortæller Jakob Lundbye i en pressemeddelelse, hvor projektleder Kjartan Annesen tilføjer:
”Med Ung Kult Iværk bygger vi broer mellem både unge kunstnere, unge kulturfællesskaber, kommuner og kulturinstitutioner. Jeg glæder mig til at komme rundt i Danmark og Nordtyskland for at høre alle de gode idéer, dele vores erfaringer og opdage nye synergier – det bliver stort!”
Læs også: KOMMENTAR: Esbjergs største medie dækker ikke kulturen godt nok
Projektet kommer konkret til at indeholde workshops, events, camps, netværksmøder med mere, hvor de unge får adgang til hinanden på tværs af byer og støtte til at arrangere egne kulturarrangementer. Det er dog vigtigt, at det er de unge selv, der lærer fra sig til hinanden, ifølge kommunikationsansvarlig for Ung Kult Iværk, Emilie Giese:
”Vi har erfaret, hvor stor en forskel det gør, at kommunikation, ambassadørskab, værtskab og rekruttering er udført af unge selv. Derfor har vi hele vejen igennem fokus på både ung-til-kommunikation og unge-initierede events.”
Undervejs i projektet bliver der indsamlet viden til Center for Ungdomsforskning, som skal bruges til fremtidige projekter for unge.