Nyhed

Metalfestivalen Gallows klar med fuldt lineup

Den nyopstartede metalfestival i Randers har offentliggjort sit fulde program, der byder på hård, dansk metal i mange afskygninger

Metalhoveder behøver ikke at vente helt til sommerens Copenhell for at få stillet deres musikalske tørst. Den nyopstartede endags-metalfestival Gallows i Randers åbner nemlig dørene op for otte danske metalnavne til februar.

Læs også: Dream Theater udgiver ny sang og musikvideo til "Midnight Messiah"

Et af dem er Afsky, der tilbage i 2023 vandt GAFFA-prisen for årets danske hard rock/metal-udgivelse med albummet Om hundrede år (2023), som dertil fik fem stjerner. Her skrev anmelderen: "Afsky er på en stejlt opadgående gren inden for niche-metalscenen. Man fornemmer en Nietzsche-agtig Weltschmerz i Luks råb og skrig."


Programmet byder også på Rottefænger, der beskrives som "et ungt, alternativt rockband med rødder på Djursland, der inviterer lytteren ind i deres kryptiske kosmos med hypnotiske grooves og hårdtslående riffs."

Også Swartzheim kan opleves på den nyopstartede festival. Bandet vandt i 2024 Ikon-prisen for Årets Håb Live og har tidligere spillet på Spot Festival, Copenhell Freezes Over og Heavy Agger samt den tyske metalfestival Wacken Open Air.

Derudover spiller Xenoblight, Eyes, St. Digue, 802 og Blodmåne.


Festivalen er åben for en bred og divers række af subgenrer inden for metalscenen. Ideen er, ifølge pressemeddelelsen, opstået under metalpodcasten Sort Søndag mellem radio- og podcastvært Anders Bøtter og guitarist fra Swartzheim, Joe Savage. Om tankerne bag Gallows udtaler Bøtter følgende:

"Jeg er pissestolt af, at noget sådant kunne udspringe af Sort Søndag. Det viser, at der er en ny generation af metallyttere, som jeg tror bekymrer sig mindre om genrekasser og går mere op i energi og følelser. Det er vigtigt, at vi giver dem en platform."

Bag Gallows står det regionale spillested Turbinen, kulturhuset Underværket og Randers Bibliotek. Spillestederne har desuden samarbejdet med en række lokale aktører fra det danske metalmiljø, herunder bandet Swartzheim, der udover selv at spille på festivalen også kuraterer navne til en af scenerne. Festivalen byder desuden på en livetalk fra den danske metalpodcast Sort Søndag.


Gallows afholdes den 22. februar 2025 på flere lokationer i Rander herunder Kulturhusets sal, Underværket og Turbinen. Billetter kan findes her.

Det fulde program kan ses her:

LÆS OGSÅ: 15 år med DRs Sort Søndag - velsignelse eller byrde?

ANNONCE