Nyhed

Nyt projekt skal lære efterskoleelever om ligestilling i musikbranchen

Projektet skal være med til at belyse musikbranchens udfordringer

Genreorganisationen for rytmisk musik ROSA og musikfællesskabet SheCanPlay indgår et samarbejde, som skal lære unge efterskoleelever om, hvilke udfordringer musikbranchen kæmper med i forhold til ligestilling og kønsbalance. 

Læs også: SheCanPlay vinder Kulturministeriets ligestillingspris

I oktober 2024 offentliggjorde musikrettighedsorganisationen Koda deres årlige statistik for udbetalinger, som viste, at "kun 10 procent af de penge, Koda udbetaler, havner i de kvindelige musikskaberes lommer". Kvinder udgør 20 procent af Kodas medlemmer, og kvinders andel blandt de højest indtjenende er faldet siden 2020 og har dermed aldrig været lavere. Den skæve statistik afspejler sig også på Kodas fem forskellige top 10-lister, hvor der ingen kvinder er at finde overhovedet, hvilket er andet år i træk. 

Samarbejdet mellem ROSA og SheCanPlay kommer til at foregå på ROSAs E-Tur, som er en efterskoleturné, hvor en vækstlagsartist får mulighed for at spille en lang række koncerter for potentielle nye fans. Tidligere E-Tur-artister er blandt andet Turboweekend, Karl William, Nelson Can og Mekdes. 

Læs også: Nyt initiativ skal forbedre trivslen blandt unge musikere

I mandags begyndte den nye runde E-Tur med artisten Alvah, som gennem det nye samarbejde fik selskab af SheCanPlay, der er med på turneen for at oplyse efterskoleeleverne om ligestilling og kønsbalance i musikbranchen. Formålet med samarbejdet er, at oplyse de unge om status quo, så forandringerne og bevidstheden om udfordringerne sker i en tidlig alder. Det oplyser ROSA på deres hjemmeside. 

Denne E-Tur kommer forbi Himmerlands Ungdomsskole, Nørre Nissum Efterskole, Eriksminde Efterskole og Hammerum Efterskole, og daglig leder af SheCanPlay Mette Ohlendorff udtaler i en pressemeddelelse, at samarbejdet med ROSA kan være med til at udbrede SheCanPlays aktiviteter til resten af landet:

"I vores arbejde med at fastholde unge artister, der enten er kvinder eller kønsminoriteter, så er det utrolig vigtigt, at vi samarbejder med andre landsdækkende organisationer og bruger hinanden som løftestang". 

LÆS OGSÅ: Året, der gik hos ROSA: Vi vil mere, end vi har tid og penge til

ANNONCE