Nyhed

REPORTAGE: Vinderne af GAFFA Photo Awards blev afsløret på museum Ragnarock

De nominerede og vinderne er udstillet i Roskilde de næste tre måneder

Første foto: Fra venstre: Anthon Unger, Kevin Thor, Peter Troest og Rolf Meldgaard. Foto 2-4: Simon Mark Sørensen, direktør på GAFFA. Foto 5: Morten Thomsen Højsgaard, direktør på Ragnarock. Foto 6: Fotochef Morten Rygaard, GAFFA. Foto 7: Tine Moberg, projektleder på Ragnarock

Torsdag aften blev de nominerede og vinderne af GAFFA Photo Awards afsløret ved en reception på Danmarks Rockmuseum, Ragnarock i Roskilde. Eventet var kun for inviterede, men billederne kan ses udstillet på Ragnarock de næste tre måneder – og der er gratis adgang.

Der var taler ved GAFFAs direktør Simon Mark Sørensen, Ragnarocks direktør Morten Thomsen Højsgaard og GAFFAs fotochef Morten Rygaard, og de kredsede alle om det faktum, at det i aften var fotograferne, der var stjerner og for en gangs skyld fik lov at gå på den røde røber i form af Ragnarocks dybrøde foyer, der skal illudere en rød løber – de fotografer, som ellers normalt forsøger at gøre sig så usynlige som muligt, så de ikke står i vejen for publikum og musikerne.


Du kan læse Morten Rygaards tale her

Så blev vinderne kåret, og det var Rolf Meldgaard, Peter Troest, Anthon Unger og Kevin Thor, der henholdsvis vandt kategorierne Feature, Publikum, Portræt og Live. Kevin Thor vandt desuden prisen for Årets Musikfoto på tværs af kategorierne. Og det var uden undtagelse nogle rørte vindere, der tog imod publikums hyldest, om end det var forskelligt, hvor meget de sagde i deres takketaler – nogle fattede sig i korthed, mens Kevin Thor efter eget udsagn kunne tale hele aftenen.

Alle, professionelle som amatørfotografer, har kunnet deltage anonymt. Vinderne blev kåret af en jury bestående af Tine Moberg, projektleder på Ragnarock, GAFFAs direktør Simon Mark Sørensen, GAFFAs fotochef Morten Rygaard og GAFFAs chefredaktør Ole Rosenstand Svidt.


Billederne er som sagt udstillet på Ragnarock i Roskilde de næste tre måneder og kan også ses via dette link og i GAFFAs februarnummer, der netop er udkommet.


GAFFA Photo Awards er sponsoreret af:


ANNONCE