"Dette samarbejde er en inspiration for alle med udviklingshandicap og et vigtigt skridt mod at fremme kulturel ligestilling"
Sølund Musik-Festival, som selv kalder sig verdens største festival for udviklingshandicappede, havde en stor overraskelse i ærmet fredag den 10. januar, da bandet The Mumes kom forbi til smørrebrød på festivalkontoret.
Læs også: Sølund Musik-Festival får økonomisk saltvandsindsprøjtning på en kvart million
The Mumes består af musikere med forskellige grader af handicap, og bandet er en del af EU-projektet Music Unites Europe med lignende bands fra hele unionen. The Mumes har spillet mange år sammen og optrådte på festivalens største scene sidste år. Da de besøgte festivalkontoret i fredags, stod festivalens personale klar med konfettirør, da der var noget ganske særligt at fejre.
Når Sølund Musik-Festival denne sommer kan fejre 40-års jubilæum, skal The Mumes nemlig dele scene med Peter A. G. Festivalen selv kalder det musikalske møde et "kvantespring" for, hvordan vi ser på mennesker med udviklingshandicap:
"At Peter A.G. – en af Danmarks mest etablerede og folkekære kunstnere – har sagt JA til at spille med The Mumes, er ikke blot en musikalsk genistreg, men også et stærkt bevis på, at vores systematiske arbejde og stoiske tro på mennesker med udviklingshandicap og deres evner bærer frugt. I al sin enkelhed mener vi, at dette samarbejde er et kvantespring i måden, vi ser på mennesker og deres talent, og det viser, hvad der er muligt, når man er musiker med udviklingshandicap og bliver taget seriøst af verden omkring én", fortæller festivalen i en pressemeddelelse og tilføjer:
"Med dette projekt ønsker vi at give alle mennesker med udviklingshandicap et forbillede i The Mumes. Vi vil vise at bandet er beviset på, at man kun skal holde fokus på det, man er god til, og arbejde benhårdt for at blive dygtigere. Projektet skal være en inspiration til alle mennesker med et udviklingshandicap, at intet er umuligt – at man som menneske kan opnå store resultater og få store oplevelser, når der afsættes de nødvendige pædagogiske og økonomiske ressourcer. Tro på det, vi kan, og glem det, vi ikke kan. Dette samarbejde er en inspiration for alle med udviklingshandicap og et vigtigt skridt mod at fremme kulturel ligestilling".
Læs også: Nyt initiativ skal forbedre trivslen blandt unge musikere
Koncerten finder sted den 10. juni 2025 kl. 17.00 på festivalens Tovli’ Tirsdag, hvor man også kan opleve blandt andet Mumle, Jonah Blacksmith og Lars Lilholt i løbet af dagen.
Sølund Musik-Festival i Skanderborg blev reddet på målstregen af de danske politikere i 2024, da festivalen var så hårdt presset på økonomien, at overlevelseschancerne var små. Et bredt flertal i Folketinget var i juni enige om at fordele over 300 millioner kroner til kulturlivet - de såkaldte "udlodningsmidler". Her var festivalen med på budgettet og kunne altså se frem til at modtage 250.000 kroner. Dengang udtalte Moderaternes kulturordfører Tobias Grotkjær Elmstrøm sig således i en pressemeddelelse fra Kulturministeriet:
"Mit hjerte banker i særdeleshed for dem, der ikke har mulighed for at deltage i ligeså meget kultur som andre. Derfor glæder det mig ekstremt meget, at vi med dette kulturelle aktstykke sender penge til Heltene og særdeleshed festivalen Sølund, som har kæmpet for sin overlevelse. Det har betydet meget for mig og Moderaterne at komme med en vigtig håndsrækning til dem".
GAFFA var med til at overbringe nyheden til festivalen, som ikke selv havde hørt om de 250.000 kroner, der var på vej til deres lomme. Læs reaktionen fra Sølund Musik-Festival her.
LÆS OGSÅ: Duet får debut på Michael Falch-turné