Nyhed

Stormzy idømt kørselsforbud: "Satte sårbare trafikanter i fare"

Man kan opleve Stormzy på dansk grund denne sommer, når han gæster Roskilde Festival. Man kommer dog ikke til at møde ham bag rattet det næste stykke tid

Den britiske stjernerapper Stormzy får brug for en chauffør de næste ni måneder. Han er nemlig blevet taget på fersk gerning i at betjene sin mobiltelefon under kørslen i sin Rolls-Royce. Det skete den 7. marts 2024 i London-bydelen Kensington, hvor en undercover-betjent sigtede rapperen på stedet. Stormzy har nu erkendt forseelsen, og dommen blev stadfæstet i dag og lød på ni måneders kørselsforbud og en bøde på 2010 pund, ifølge The Guardian.

Læs også: Chefredaktørens nytårstale: Musikåret 2025 byder på store oplevelser – og udfordringer

31-årige Michael Ebenazer Owuo Junior, som er manden bag kunstnernavnet Stormzy, blev i 2023 også stoppet af politiet for at køre i en Lamborghini Urus med tonede ruder, som var for mørke. Ifølge britisk lovgivning skal tonede ruder have en lysgennemgang på mindst 70 procent, hvilket er samme regel for danske biler. Lysgennemgangen i Lamborghinien var dog kun på 4 procent, og anklager Alice Holloway argumenterede for, at rapperen satte "sårbare trafikanter i fare". 

Læs også: Sådan anmeldte vi Stormzys seneste album

Distriktsdommeren Andrew Sweet bemærkede desuden, at Stormzys kørselhistorik ikke "var god" og beskrev hans handlinger som "farlige og uansvarlige". Nu kan rapperen dog få en ufrivillig pause bag rattet, og ifølge forsvaren Peter Csemiczky erkendte og undskyldte Stormzy sine handlinger, og han skulle også have fjernet den tonede film på bilruderne. Stormzy spiller på Roskilde Festival denne sommer. Læs mere om programmet her.

Læs også: OVERBLIK: Her er de mest læste albumanmeldelser i 2024




ANNONCE