Nyhed

The Weeknd udskyder sit kommende album i respekt og medfølelse for befolkningen i Los Angeles

Musikeren har derudover aflyst sin koncert på Rose Bowl Stadion den 25. januar

I et opslag på Instagram skriver The Weeknd, alias Abel Tesfaye, at han udskyder sit længe ventede sjette studiealbum Hurry Up Tomorrow på grund af de voldsomme skovbrande i Los Angeles. Albummet udgives nu den 31. januar 2025. Derudover har han aflyst sin koncert på The Rose Bowl, der oprindeligt skulle være afholdt den 25. januar. På sin Instagram skriver han: 

"I respekt og medfølelse for befolkningen i Los Angeles aflyser jeg The Rose Bowl-koncerten, der oprindeligt skulle afholdes den 25. januar. Denne by har altid været en dyb inspirationskilde for mig, og mine tanker er med alle, der er berørte i denne svære tid". 

Læs også: Musikstjerner hjælper til under Los Angeles-brandene


Han fortsætter: "I lyset af dette, har jeg også valgt at udskyde udgivelsen af mit album til den 31. januar. Mit fokus er forsat på at støtte genopretningen af dette samfund og hjælpe de utrolige mennesker, mens de genopbygger". 

Artiklen fortsætter under opslaget

I sidste uge udbrød fem skovbrande i Los Angeles, hvilket medførte masseødelæggelser og evakuering af over 150.000 borgere, ifølge NME. The Weeknd er ikke den eneste popstjerne, som har udtrykt sin medfølelse for ofrene. Både Ariana Grande, Billie Eilish og Shawn Mendes har opfordret sine fans til at støtte de berørte, hvilket GAFFA også tidligere har kunne berette om.

Hurry Up Tomorrow er det tredje og sidste kapitel i en albumtriologi, der kommer i forlængelse af albummet After Hours og det anmelderroste album Dawn FM. GAFFA har tidligere på året lavet en liste over de 15 internationale album, vi ser mest frem til i 2025. Her indgår Hurry Up Tomorrow, som beskrives som "mørkt, dystopisk og surrealistisk". The Weeknd har allerede givet en forsmag på albummet med singlen "Timeless", som han har lavet i samarbejde med Playboi Carti, og som er co-produceret af Pharrell Williams. Derudover har han udgivet singlerne "Dancing In The Flames" tilbage i september samt "São Paulo" i oktober. 


Læs også: 15 internationale album, vi ser frem til i 2025

Hurry Up Tomorrow vil blive ledsaget af en film med samme navn, hvor The Weeknd, i hovedrollen, vil spille overfor stjerner som Jenna Ortega og Barry Keoghan. Den amerikanske instruktør Trey Edward Schults har sammen med The Weeknd og Reza Fahim skrevet manuskriptet til filmen, der bliver en psykologisk thriller. Bag soundtracket til filmen finder man, udover The Weeknd selv, også den amerikanske musikproducer og komponist Oneohtrix Point Never. 

Imens du venter på albummet kan du lytte til "Timeless" her: 


LÆS OGSÅ: GUIDE: Weekendens albumanmeldelser - fra nye partnerskaber til comebacks

ANNONCE