Roskilde Festivals programchef Anders Wahrén skifter til stillingen som direktør for Vega
Vega skal have ny direktør, og det bliver den erfarne musikprofil fra toppen af Roskilde Festival, Anders Wahrén. Det har det københavnske spillested netop offentliggjort i en pressemeddelelse. Anders Wahrén overtager posten i slutningen af juni 2025 fra Steen Jørgensen, som går på pension efter 14 år som direktør hos Vega og snart 35 år i den danske musikbranche. Steen Jørgensen er en del af bestyrelsen i kulturbegivenhedsfonden Odd Productions, som står til at skulle drive Amager Bio og lillesøsterspillestedet Beta for Københavns Kommune fra september 2025 og seks år frem med mulighed for to års forlængelse.
Læs også: Året, der gik hos Anders Wahrén fra Roskilde Festival: "Dét er særligt en udfordring"
Bestyrelsesleder i Vega David Zahle udtaler således om direktørskiftet:
”Rekruttering af en ny direktør til Vega har været en lang og grundig proces, og det skal det også være. Et stort og komplekst hus som Vega er ikke for hvem som helst. Anders Wahrén er en dygtig leder, der har været optaget af musikken i hele sit arbejdsliv og har solid erfaring med drift og udvikling af store ambitioner på musikkens vegne på Roskilde Festival. Med kunstnerisk kvalitet i højsædet skal Anders være med til at sikre, at et levende musikmiljø kan vokse på kunstens egne betingelser. Anders er den helt rigtige til at sikre, at publikum får den bedste koncert- og lydoplevelse med god service, uanset om de oplever de nye generationers talenter eller de titusindvis af musikere, der vender tilbage til Vega år efter år.”
Læs også: Orm fejrer 10-års jubilæum med tre eksklusive koncerter i Vega
Vega huser tre scener i forskellige størrelser Store Vega, Lille Vega og Ideal Bar, hvor der præsenteres mere end 350 koncerter om året. Anders Wahrén startede som frivillig hos Gimle og Roskilde Festival, og han har efterfølgende arbejdet for Live Nation og Copenhell, inden han vente hjem til Roskilde Festival i 2011, hvor han blev ansat som programchef, og dermed har været ansvarlig for festivalens samlede musik-, kunst- og aktivismeprogram, udvikling af scener og strategisk retning. Anders Wahrén er derudover bestyrelsesleder i Music Export Denmark.
Vegas kommende direktør udtaler således om skiftet i en pressemeddelelse:
”For mig er Vega Danmarks vigtigste permanente musikscene, og jeg glæder mig til at kunne arbejde med alt fra de spæde talenter til de største hjemlige stjerner og nye internationale strømninger. Vega er båret af stærke værdier og ambitioner om at drive positiv forandring, som harmonerer godt med det, jeg står for og er rundet af. Der er allerede et stærkt hold i Vega, som jeg glæder mig til at udfolde fremtidens planer og drømme sammen med.”
LÆS OGSÅ: Universal Music forsøger at afvise søgsmål fra Limp Bizkit