K-pop-succesen skyder deres verdensturné i gang med en spr(i)ngfarlig single.
Blackpink har netop udgivet singlen "Jump", der er deres første udgivelse i tre år og opfølgeren til "Pink Venom" fra 2022. K-pop-gruppen debuterede med det nye nummer ved første stop på deres igangværende verdensturné Deadline, som startede i hjemlandet Sydkorea den 5. juli 2025.
Læs også: Blackpink sparker (din) røv på nyt album
"Jump" har en "intens, vanedannende energi, der straks får pulsen op," ifølge en pressemeddelelse delt med NME. Singlen udkom sammen med en musikvideo, som kan ses nederst i artiklen.
Blackpinks turné bringer dem forbi en række storbyer i både Nordamerika og Europa, herunder London, Milano, Barcelona og Saint-Denis, men Danmark og resten af Skandinavien springes over i denne omgang.
Selvom Blackpink som gruppe har været forholdsvis stille det seneste stykke tid, har medlemmerne været aktive hver for sig. Alle fire - Jisoo, Jennie, Rosé og Lisa - har udgivet soloprojekter. I et tidligere interview med Variety udtalte Lisa dog, at fans kan forvente gruppens tredje studiealbum snart: "Man skal være tålmodig. Det kommer snart, det lover jeg. Det er ved at være tid."
Gruppen har tidligere udgivet The Album i 2021 og Born Pink i 2022. Sidstnævnte blev en kommerciel milepæl og sikrede dem en førsteplads på den amerikanske Billboard 200-liste. Fra GAFFA modtog albummet fem ud af seks stjerner, og anmelderen skrev:
"Kvinderne giver ingen fucks for, hvad du mener om dem, og hvordan du mener, de skal se ud. De bestemmer selv. De lukker de steder, de bevæger sig hen til, som de rapper på 'Shut Down', en hårdtslående hiphop-produktion tilsat klassisk violin... Blackpink undskylder ikke, de er her for at bringe dit pis i kog og for at fortælle piger, at de ikke behøver være housewifes – og at du ikke behøver please andre end dig selv."
Nedenfor kan du høre den nye single "Jump" og se den tilhørende musikvideo.
Læs også: K-pop-stjerne åbner op om grænseoverskridende fan-adfærd