Nyhed

Dansk festival i rekordrus

Nibe Festival 2025 blev den største i festivalens historie.

Med omkring 19.000 deltagere om dagen, ny omsætningsrekord og et musikprogram  med store navne som Kind Mod Kind, Ganger, Kellermensch og Soleima blev Nibe Festival 2025 den mest succesfulde udgave i festivalens historie. Det oplyser arrangørerne i en statusmelding oven på den netop overståede festival i Skalskoven.

Læs også: FOTOSERIE: Dengang den danske musik-elite indspillede Nannas "Afrika"

Den 39. udgave af Nibe Festival – også kendt som "Danmarks Største Intime Festival" – bød både på rekordmange publikummer og en samlet omsætning på 60 millioner kroner. Det er omkring 10 millioner mere end sidste års rekord.

Allerede onsdag under festivalen blev der sat ny omsætningsrekord for en enkelt dag, en rekord der dog hurtigt blev overgået fredag, hvor barer og boder alene omsatte for 9,15 millioner kroner.


"Den sad lige i skabet – men det er vigtigt at understrege, at omkostningerne følger med omsætningsstigningen. Især musikomkostningerne er i disse tider støt stigende. Men selvfølgelig er vi drøntilfredse med det her," udtaler festivaltalsmand Peter Møller Madsen.

Rolig afvikling trods store menneskemængder
Trods det rekordstore fremmøde melder arrangørerne om en fredelig afvikling uden voldssager og kun få tilfælde relateret til euforiserende stoffer.

"Vi er både glade for og stolte af at tiltrække et så harmonisk publikum. Der er mange mennesker samlet døgnet rundt, og vores gæster er altid fest-, fællesskabsfokuserede og empatiske – kæmpe tommelfinger op for det," siger Peter Møller Madsen.


Ifølge en publikumsanalyse efter Nibe 2024 svarede 97 procent af deltagerne, at de følte sig trygge under festivalen.

Næste års festival afholdes fra 1. til 4. juli 2026, og billetsalget åbner tirsdag den 16. september kl. 10.00.

Læs også: Må Roskilde Festival være politisk?


ANNONCE