Nyhed

David Byrnes nye single opfordrer til mere shesplaining

Talking Heads-frontfiguren varmer op til sin kommende albumudgivelse med singlen "She Explains Things to Me".

Den 5. september 2025 lander David Byrnes album Who Is the Sky?, hvor singlen "She Explains Things to Me" er det nyeste skud på stammen. Nummeret hylder shesplaining - den kvindelige pendant til mansplaining - og fremhæver nogle fænomener, som kvinder ifølge ham har en særlig indsigt i.

Læs også: Hør David Byrnes personlige Paramore-cover

"Mange gange har jeg undret mig over, hvordan en ven (normalt en veninde) tilsyneladende holder styr på, hvad der foregår i en film mellem karaktererne, længe før jeg gør," forklarer han til NME.


"Nogle gange forstår jeg poesi, men nogle gange har jeg brug for hjælp. Selvom sangen er inspireret af (Rebecca, red.) Solnits bog, Men Explain Things to Me, er der en kæmpe forskel: Mansplaining er normalt noget, man frabeder sig. Men denne gang er det mig, der beder om det."

Opfordringen afspejler sig i sangteksten, hvor David Byrne blandt andet synger: "Shе tells me that folks don't always mean what they say / You can tell what they're thinking by the look on their face."

Who Is the Sky? er produceret af Grammy-vindende Kid Harpoon, som har arbejdet med musikere som Harry Styles og Miley Cyrus, og de tolv sange er arrangeret af det New York-baserede kammerensemble Ghost Train Orchestra. På det kommende album får David Byrne desuden selskab af prominente gæster som St. Vincent, Hayley Williams fra Paramore og The Smile-trommeslager Tom Skinner.


Læs også: Her er 10 af verdens bedste frontfigurer

Albummet vil bygge videre på "de optimistiske temaer", der blev præsenteret på David Byrnes seneste album American Utopia fra 2018, forklarer NME. Mediet beretter yderligere, at Who Is the Sky? er en fortsættelse af hans "livslange udforskning af menneskelig forbindelse og potentialet for samfundsmæssig enhed mod verdens kaotiske baggrund," og albummet vil indeholde "flere historiesange end normalt."

Hør David Byrnes nye single "She Explains Things to Me" her:


Læs også: Mystiske opslag sætter gang i spekulationerne: Er der en Fleetwood Mac-genforening på vej?

ANNONCE