Nyhed

Direktør fyret fra musikteater efter kritisk trivselsvurdering

"Jeg har sjældent set så alvorlig en undersøgelse, og jeg var i chok"

Efter 16 år på posten er direktør for Jysk Musikteater, Niels Kaas, blevet fyret. Det oplyser teatrets bestyrelse i en pressemeddelelse udsendt 27. juni.

Læs også: Roskilde Festival: Derfor er der ikke udsolgt i år

Ifølge bestyrelsesformand Steen Vindum handler fyringen om et ønske om “fornyelse og en anden profil på direktørposten”. Han understreger dog, at der ikke ligger krænkelser eller kriminelle handlinger bag beslutningen.

Men over for Midtjyllands Avis uddyber Steen Vindum, at beslutningen også skal ses i lyset af en kritisk arbejdspladsvurdering fra marts, hvor flere medarbejdere gav udtryk for mistrivsel.


"Jeg har sjældent set så alvorlig en undersøgelse, og jeg var i chok. Jeg kommer jævnligt i huset, og jeg har ikke fornemmet nogen dårlig stemning, eller at man ikke havde det godt med at gå på arbejde. Jeg havde ganske enkelt ikke set det komme," siger han til avisen.

Niels Kaas selv udtrykker overraskelse over opsigelsen.

"Jeg havde ikke ventet, at bestyrelsen ville skride til en opsigelse. Det var ikke min forventning," siger han til Midtjyllands Avis og tilføjer:


"Selvfølgelig har jeg som chef vidst, at der var en mulighed for, at bestyrelsen ville i en anden retning. Det tager jeg til efterretning. Men jeg er ærgerlig over at skulle forlade det job, jeg har haft i så mange år, og at jeg skal sige farvel til alle de gode samarbejdspartnere og sponsorer."

Han tilføjer, at han havde håbet at kunne være med til at “rette op på tingene”, og medgiver, at mistrivsel blandt medarbejdere skal tages alvorligt.

I mellemtiden vil den midlertidige ledelse blive varetaget af Ole Frølund Kristensen og Henrik Svenning. Ifølge bestyrelsen begynder jagten på en ny direktør “snarest”.


læs også: Fra Aalborg til Indien: Dansk jazzcamp for piger går verden rundt

ANNONCE