Når Smukfest løber af stablen, bliver det endnu engang med fokus på mental sundhed og unges trivsel.
PsykInfo Midt og den nationale indsats "En af os" deltager i år på Smukfest for at sætte fokus på mental sundhed og skabe rum for samtaler om psykisk sygdom og trivsel – særligt blandt unge festivalgæster. Ambassadører fra "En af os" og medarbejdere fra PsykInfo Midt og Psykiatristaben vil være til stede på festivalpladsen og på campingområdet KærligHeden.
Læs også: Her er spilleplanen til årets Smukfest
"Vi ved fra de mange år, vi har deltaget på festivalen, at vi kan bidrage til at rykke på folks opfattelse af, hvor vigtigt det er at være åben over for andre. Derfor er vi med igen i år – i håb om at inspirere endnu flere til at tale åbent om, hvordan de har det. Også når det er svært," udtaler Jette Dupont, faglig koordinator i PsykInfo Midt, på Region Midtjyllands hjemmeside.
Et frirum fra præstation og pres
I opvarmningsdagene finder man dem i standen Frirum på KærligHeden. Her inviteres de unge til et åndehul med plads til at være sig selv. I samarbejde med Headspace og Menneskebiblioteket vil standen byde på aktiviteter som kongespil, friends dating, dialogkort, fodbad og ro til refleksion.
"De unge er under et stort pres i disse år, både mentalt og socialt. Derfor vil vi gerne skabe et frirum til dem, hvor vi viser dem, at det er okay, at man ikke er perfekt – og at man ikke behøver præstere," fortæller Jette Dupont.
Ifølge Jette Dupont var Frirum en stor succes i 2024, hvor flere unge i evalueringen fremhævede, at de havde haft dybere samtaler og fundet plads til at være ærlige over for deres venner.
Efter opvarmningsdagene rykker PsykInfo Midt og En af os ind på selve festivalpladsen med standen ”Smuk som du er”, hvor der fortsat er fokus på dialog. Her kan gæsterne møde ambassadører med personlige erfaringer med psykisk mistrivsel og deltage i samtaler og aktiviteter, der bryder med fordomme og tavshed.
"Standen på pladsen giver ikke kun de unge, men også Hr. og Fru Danmark, mulighed for at tale åbent om psykisk sundhed," siger Jette Dupont.
Festivalgæsterne kan blandt andet prøve kræfter med "diagnosespillet", få et kram i tiltaget “kram en psykisk syg” eller tale med mennesker, der har levet med psykisk sygdom tæt inde på livet.
"Vi oplever, at mange flere tør tale om psykisk sundhed, når vores ambassadører fra En af os fortæller om deres mentale helbred. På den måde bliver festivalen lige pludselig et sted, hvor man tør åbne op for sine tætte relationer om ting, der måske er sårbare at tale om. Det er den samtale, vi håber på at invitere til," afslutter Jette Dupont.
Smukfest løber af stablen den 3. til 10. august.