Initiativet peger på, at arrangørerne ønsker et yngre, mere etnisk mangfoldigt og kønsmæssigt balanceret panel.
Popstjernen Addison Rae, singer-songwriter Mariah The Scientist, den filippinske musikgruppe Katseye, den amerikanske rapper Joey Bada$$, K-popstjernen Jungwon og det mexicanske Sinaloa-band Grupo Firme er blandt de kunstnere, der har modtaget en officiel invitation til panelet ved Grammy Awards 2026. I alt er mere end 3.600 musikere og andre professionelle fra den kreative branche blevet inviteret.
Læs også: KOMMENTAR: Hvad er en Grammy værd i 2025?
Samtidig har arrangørerne bag Grammy-uddelingen offentliggjort, at årets kuld af inviterede består af 49 % kvinder, 56 % personer med anden etnisk baggrund end hvid og hele 60 % under 40 år. De indbudte har frem til 31. juli til at acceptere, hvorefter det endelige panel bliver præsenteret. Tallene sender et klart signal om et fokus på mangfoldighed, fornyelse og en lyd, der ikke lader sig begrænse af genrer.
Panelet har afgørende indflydelse på, hvem der løber med den hæderkronede Grammy-statuette til den årlige prisuddeling.
"For nutidens musikskabere åbner et Grammy-medlemskab op for en enestående række muligheder," udtaler Harvey Mason, CEO for The Recording Academy, der står bag prisuddelingen. Udtalelsen er bragt af mediet Variety.
"De stemmeberettigede medlemmer får ikke blot mulighed for at hædre deres kolleger med Grammy-nomineringer og -priser. Medlemmer af akademiet får også adgang til praktisk erfaring, kompetenceudvikling, netværk med ligesindede og mentorer i musikbranchen og bliver en del af en organisation, der former musikkens fremtid."
Addison Rae reagerede ifølge Variety på nyheden med ordene: "Jeg føler mig utrolig heldig over at være omgivet af så meget talent og ro, der inspirerer mig til at skabe frygtløst - og til at opmuntre andre til at gøre det samme. Tak for denne fantastiske mulighed!"
Læs mere om Grammy Awards og årets panel her.
Læs også: De største højdepunkter fra Grammy Awards 2025