Hvis du ynder at scrolle på TikTok, har du med garanti hørt nogle af hans store hits.
Den amerikanske popkomet Sombr, der har erobret både hitlister og sociale medier med sange som “Back to Friends” og “Undressed”, giver sin første danske headliner-koncert den 11. februar 2026 i K.B. Hallen.
Læs også: Queens of the Stone Age spiller særlig koncert i Danmark
Med over 700 millioner Spotify-streams på blot to singler og virale gennembrud på TikTok har Sombr cementeret sig som en bemærkelsesværdig ny stemme på den internationale popscene. Nu får danske fans endelig mulighed for at opleve ham på egen hånd, når han besøger København i starten af næste år.
Bag navnet Sombr står en ung amerikansk artist, der droppede ud af en klassisk musikuddannelse under coronapandemien og i stedet begyndte at skrive og producere sine egne sange hjemme fra soveværelset. Gennembruddet kom i 2022 med “Caroline”, som han udgav i en alder af blot 16 år. Året efter fulgte den roste debut-ep In Another Life.
Det store internationale gennembrud kom i 2024 med “Back to Friends”, der gik viralt på TikTok og ramte en 31.-plads på den amerikanske Billboard Hot 100. Sangen ramte også top 10 i blandt andet Storbritannien, Australien og Filippinerne – og har siden rundet 430 millioner afspilninger på Spotify. I 2025 fulgte han op med “Undressed”, som ligeledes blev et hit og nåede nr. 25 på Billboard-listen.
Sombrs stigende stjernestatus blev i år cementeret med en optræden i The Tonight Show Starring Jimmy Fallon og en plads på Billboards anerkendte "21 Under 21"-liste. Han gæstede også Danmark for første gang som support for Nessa Barrett i Store Vega – og nu vender han altså tilbage som hovednavn.
læs også: Electric Light Orchestra aflyser deres afslutningskoncert