Nyhed

Kanye indtog scenen efter et års pause: Sådan reagerede publikum

I weekenden spillede den kontroversielle rapper sin første koncert i knap et år.

Lørdag den 12. juli optrådte rapperen Kanye "Ye" West i Kina på Shanghai Stadium. Han har ikke spillet nogle koncerter siden september og har dermed haft næsten et års pause fra scenen. Men ifølge NME var hans tilbagekomst præget af flere problemer.

Læs også: Slovakisk festival aflyst efter Kanye West-annoncering

Mediet beretter, at West ankom mere end 40 minutter for sent. I ventetiden begyndte flere af de i alt 70.000 tilskuere at råbe, at de krævede en refusion af deres billet.


Den sene ankomst var dog ikke det eneste problem. NME skriver, at nogle tilstedeværende efterfølgende skrev, at de "aldrig havde set en så dårligt organiseret koncert," og at lydkvaliteten under hans optræden svigtede. Også teknikken drillede, og dj'en måtte angiveligt genstarte flere numre.

The Global Times beretter, at koncertarrangørerne efterfølgende har beklaget, at sceneshowet ikke kunne udføres som planlagt på grund af dårligt vejr, da der faldt kraftig regn under showet:

"I forbindelse med denne længe ventede tilbagevenden insisterede Yes team på at prioritere kunstnerisk integritet. Efter nødjusteringer blev showet forsinket for at sikre den bedst mulige oplevelse og minimere skuffelsen for publikum," lød det i en erklæring fra arrangørerne.


I koncertreklamerne var der lagt vægt på visuelle elementer og installationer, som angiveligt ikke kunne udfolde sig. Flere publikummer udtrykte efterfølgende utilfredshed med iscenesættelsen, som var både "minimal" og "skuffende".

Se nogle af reaktionerne og videoer fra koncerten nedenfor.


Læs også: Massive protester mod Kanye West-koncert i Slovakiet


ANNONCE