- Det er tydeligt, at dette er en politisk afledningsmanøvre og endnu et forsøg på at lukke munden på dem, der kalder folkedrabet mod det palæstinensiske folk for, hvad det er, udtaler Kneecap.
Den irske raptrio Kneecap er blevet nægtet adgang til Ungarn i tre år – blot få uger før deres planlagte optræden på Sziget Festival i Budapest. Det oplyser Ungarns statssekretær for international kommunikation, Zoltan Kovacs, i en erklæring på sociale medier, ifølge BBC.
Læs også: Kneecap vender tilbage til Danmark
Ifølge Zoltan Kovacs er beslutningen truffet, fordi gruppen “gentagne gange har gjort sig skyldige i antisemitiske hadeudtalelser og støtte til terrorisme og terrorgrupper”. Han tilføjer, at bandets planlagte koncert blev vurderet som en “trussel mod den nationale sikkerhed”, og at Ungarn “har nul tolerance over for antisemitisme i nogen form”.
Hvis bandet forsøger at rejse ind i landet, vil de ifølge Kovacs blive udvist i henhold til internationale regler.
Kneecap, der spillede på NorthSide Festival i Aarhus i år, har selv reageret på udmeldingen på deres egne sociale medier:
“Den autoritære regering under Viktor Orbán siger, at vi 'udgør en trussel mod den nationale sikkerhed.' Det er fuldstændig vanvittigt, især når det kommer fra en mand, der for få uger siden tog imod Netanyahu – en eftersøgt krigsforbryder – som en helt. Der er intet juridisk grundlag for hans handlinger. Intet medlem af Kneecap er nogensinde blevet dømt for en forbrydelse i noget land. Vi tager afstand fra alle former for hadforbrydelser, og Kneecap står for kærlighed og solidaritet – og for at pege på uretfærdigheder, når vi ser dem."
“Det er tydeligt, at dette er en politisk afledningsmanøvre og endnu et forsøg på at lukke munden på dem, der kalder folkedrabet mod det palæstinensiske folk for, hvad det er.”
Kneecap – der består af Mo Chara (Liam Óg Ó hAnnaidh), Móglaí Bap og DJ Próvaí – har tidligere udtalt, at de hverken støtter Hamas eller Hezbollah, og trioen tilsluttede sig for nylig en pro-palæstinensisk alliance med Massive Attack i spidsen. Alligevel er gruppen blevet mødt med flere kontroverser de seneste måneder.
I juni blev Mo Chara tiltalt for en terrorrelateret forseelse, efter angiveligt at have vist et flag til støtte for den forbudte organisation Hezbollah under en koncert i London. Liam Óg Ó hAnnaidh (Mo Chara) har ikke været varetægtsfængslet i sagen, men blev for nylig løsladt uden betingelser, hvilket betyder, at han kan fortsætte sine internationale koncertaktiviteter med Kneecap frem til næste retsmøde i sagen, som er berammet til den 20. august, hvor dommeren gjorde det klart, at Liam Óg Ó hAnnaidh har pligt til at møde op. Mo Chara nægter sig skyldig.
Politiet i Avon og Somerset indledte også en undersøgelse af bandets udtalelser under deres optræden på Glastonbury Festival i juni. Efterfølgende besluttede man dog ikke at foretage sig yderligere.
Den britiske premierminister har tidligere udtalt, at han ikke fandt det “passende”, at Kneecap skulle optræde på Glastonbury.
Kan påvirke Ungarns internationale omdømme negativt, mener festival
Sziget Festival i Budapest har selv udsendt en erklæring, hvori festivalen kalder regeringens beslutning for "unødvendigt og beklagelig", og festivalen understreger samtidig, at de har været i kontakt med Kneecap for at sikre, "at deres optræden hverken ville være i strid med Szigets værdier eller ungarsk lov."
"Sziget Festivals værdier betyder, at vi tager afstand fra hadefuld tale, samtidig med at vi garanterer den grundlæggende ret til kunstnerisk ytringsfrihed for enhver optrædende. Cancel culture og kulturelle boykotter er ikke løsningen.
I løbet af de sidste 30 år har Sziget fungeret som et frit og sikkert sted for forskellige kulturer, og festivalen har budt velkommen til kunstnere og gæster fra hele verden. Det har givet betydelig international anerkendelse og styrket Ungarns omdømme.
Vi frygter, at regeringens beslutning i dag om at forbyde Kneecap ikke blot kan skade Szigets ry, men også påvirke Ungarns internationale status negativt."
Kneecap blev dannet i 2017, og deres vej frem i rampelyset blev til en film med navnet Kneecap, som vandt en BAFTA-pris (British Academy of Film Award) i februar 2025 og havde den Oscar-nominerede skuespiller Michael Fassbender på rollelisten. Kneecap er kendt for at blande irsk og engelsk i deres raptekster, som ofte handler om politiske temaer som irsk republikanisme og afstand til Storbritannien.
I starten af 2024 blev Kneecap tildelt et legat på 14.250 pund fra Music Export Growth Scheme (britisk fagforbund for musikbranchen), svarende til 124.000 danske kroner. Tildelingen blev dog annulleret af den britiske erhvervsminister Kemi Badenoch, da legatet ikke skulle gives til personer, "der modsætter sig Storbritannien," ifølge BBC. Det resulterede i, at Kneecap anmeldte sagen som diskrimination, hvilket endte i deres favør. Pengene beholdte de dog ikke selv, men donerede dem i stedet til to organisationer, der arbejder for protestantiske og katolske ungefællesskaber i Nordirland.
Kneecap scorede fem ud af seks stjerner på NorthSide, og man kan opleve trioen på dansk jord igen, når de spiller to koncerter i Store Vega i København den 3. og 4. september 2025.