Nyhed

Nick Cave har ændret holdning: Udgiver AI-skabt musikvideo

Nick Cave har tidligere været en af de mest markante stemmer imod brugen af kunstig intelligens.

Nick Cave har tidligere tordnet imod kunstig intelligens og kaldt AI-genereret musik for en "grotesk hån mod det menneskelige". Men på 40-årsdagen for Nick Cave & The Bad Seeds-klassikeren "Tupelo" deler Nick Cave en ny musikvideo med en AI-genereret Elvis Presley i hovedrollen.

Læs også: Nick Cave donerer 2.000 bøger: Fans strømmer til genbrugsbutik

Videoen er skabt af Nick Caves mangeårige ven og samarbejdspartner, filminstruktøren Andrew Dominik, uden Caves vidende. Dominik – der blandt andet har instrueret Blonde (2022), The Assassination of Jesse James by the Coward Robert Ford (2007) og One More Time With Feeling (2016) – præsenterede videoen for Cave som en hyldest til både sangen og Elvis.

"Det var en sjælefuld, bevægende og helt original gendigtning af 'Tupelo', rig på mytologi og en rørende hyldest til den store Elvis Presley," skriver Nick Cave i sit nyhedsbrev The Red Hand Files.


Nick Cave beskriver de AI-animerede billeder af Elvis Presley som "besynderligt livagtige – som var han genopstanden fra de døde" og kalder de afsluttende korsfæstelses- og opstandelsesbilleder for både "chokerende og dybt bevægende". Han og hans hustru, designeren Susie Cave, blev "blæst bagover".

Nick Cave har tidligere været en af de mest markante stemmer imod brugen af kunstig intelligens i kunsten og understreger også sin skepsis overfor visse aspekter om brugen af teknologien i sit nyhedsbrev: 

"For enhver, der læser disse indlæg, vil det være tydeligt, at jeg har alvorlige forbehold over for AI – især når det gælder forfattere, der bruger ChatGPT og andre sprogmodeller til at udføre deres kreative arbejde. Jeg har også bekymringer omkring sanggenererende platforme, som reducerer musik til en ren handelsvare ved helt at fjerne den kunstneriske proces og de medfølgende kampe."

Men med den nye video til “Tupelo” antyder han, at kunstig intelligens også kan have en legitim plads i det kreative rum.

"Jeg tror, at evnen til at ændre mening er selve definitionen på styrke," skriver Cave og tilføjer:
"Vi forfølger sandheden, uanset hvor den fører os hen, og er fleksible og ydmyge nok til at justere vores synspunkter, når ny viden opstår – uanset hvor ubehageligt det føles. Det er i sidste ende en form for modstandsdygtighed, ikke et tegn på svaghed. Stivhed knækker – fleksibilitet består."


Videoen kan ses nedenfor.

ANNONCE