Nyhed

Ny alliance af musikere: "Vi nægter at blive truet til tavshed"

Massive Attack står i spidsen for en pro-palæstinensisk alliance, der forsvarer kunstneres ret til at ytre sig om Israels militære angreb på Gaza.

I går delte britiske Massive Attack en erklæring på sociale medier, hvor de annoncerede en ny alliance for musikere, der har udtalt sig om Israel-Palæstina-krigen og oplevet forsøg på censur eller karriereaflysninger, blandt andet ved at blive fjernet fra festivalprogrammer. Musikerne Kneecap, Brian Eno, Fontaines D.C. og Garbage er blandt de tilsluttede.

Læs også: Glastonbury-arrangør og premierminister kritiserer koncert: "Meget over stregen"

"Scenerne i Gaza har overskredet enhver beskrivelse," lyder første linje af Massive Attacks erklæring. "Vi skriver som kunstnere, der har valgt at bruge vores offentlige platforme til at tale imod det igangværende folkedrab i området og imod den britiske regerings rolle i at muliggøre det."


De forklarer, at de er blevet "udsat for forskellige former for intimidering fra branchen (både til koncerter og på indspilninger) samt juridisk" og fortsætter:

"Efter at have modstået disse forsøg på censur vil vi ikke stå passivt og lade andre kunstnere - især dem i begyndelsen af deres karriere eller i andre sårbare professionelle positioner - blive truet til tavshed eller udsat for karriereaflysninger."

Erklæringen afsluttes med alliancens krav, herunder "en øjeblikkelig og permanent våbenhvile", "en ende på britisk våbensalg og -licenser til Israel" og "et frit Palæstina."


Læs hele erklæringen nedenfor. Artiklen fortsætter efterfølgende.


Læs også: Roskilde Festival politianmeldt

Massive Attacks opslag samt kravene er efterfølgende delt af blandt andre Kneecap, Brian Eno, Fontaines D.C. og Garbage, der tilslutter sig alliancen. Førstnævnte tilføjer yderligere ordene: "Stop trusler og censur mod kunstnere, der taler imod folkedrabet i Palæstina. Tal. Stå op. Vi er flertallet."

Til mediet The Guardian uddyber Massive Attack, at "denne kollektive handling i virkeligheden handler om at tilbyde en form for solidaritet til de kunstnere, der dag efter dag oplever at se optagelser af folkedrabet, men som er bekymrede for at bruge deres platforme til at udtrykke deres rædsel over det på grund af niveauet af censur inden for deres branche eller fra højt organiserede eksterne juridiske organer, der skræmmer dem og deres managementteams med aggressive retssager. Intentionen er klar og indlysende: at bringe dem til tavshed."


Læs også: Greta Thunberg tog til Gaza iført T-shirt fra kendt band

ANNONCE