Nyhed

Spotify runder 276 millioner betalende brugere, men taber penge i andet kvartal

Streaminggiganten kan glæde sig over markant vækst i antallet af betalende abonnenter, men ender alligevel med underskud for andet kvartal af 2025.

Den svenske streaminggigant har netop offentliggjort sit regnskab for april-juni 2025. Her fremgår det, at Spotify nu har 276 millioner Premium-abonnenter, hvilket er en stigning på 8 millioner sammenlignet med forrige kvartal og 12 procent højere end samme tid sidste år. Det samlede antal månedlige brugere lander nu på hele 696 millioner, en vækst på 11 procent.

Læs også: Spectre eller Spotify? Der går et spøgelse gennem musikken

Ifølge selskabet selv er det anden gang i Spotifys historie, at man oplever så stor brugerfremgang i andet kvartal, og man forventer, at væksten fortsætter i tredje kvartal.

Alligevel endte regnskabet med røde tal. Spotify havde en nettoomsætning på 4,2 milliarder euro – en stigning på 10 procent sammenlignet med året før – men det var stadig under egne forventninger. Samtidig faldt selskabet fra et overskud på 274 millioner euro i Q2 2024 til et underskud på 86 millioner euro i Q2 2025.


Udgifterne er steget med 8 procent, især på grund af flere ansatte, højere marketingomkostninger og større udgifter til eksterne konsulenter. Dertil kommer finansielle tab på 358 millioner euro, som er et dramatisk fald fra en gevinst på 4 millioner året før.

Læs også: King Gizzard & The Lizard Wizard fjerner næsten al deres musik fra Spotify

"Ved konstant at udvikle os skaber vi mere og mere værdi for de næsten 700 millioner mennesker, der bruger vores platform, udtaler Spotifys grundlægger og CEO Daniel Ek i en pressemeddelelse.

"Den værdi kommer ikke kun brugerne til gode, den tiltrækker også flere til streaming og styrker både musik-, podcast- og lydbogsbranchen."

Forventninger til tredje kvartal
Spotify forventer fortsat vækst i tredje kvartal, ifølge Variety: En indtægt på 4,2 milliarder euro, 281 millioner betalende abonnenter og 710 millioner månedlige brugere. Bruttoavancen ventes at lande på 31,1 procent, og driftsresultatet på 485 millioner euro.


I dag huser platformen omkring 7 millioner podcasts, heraf over 430.000 med video, samt mere end 350.000 lydbøger, som kan købes enkeltvis.

ANNONCE