Nyhed

Syd for Solen-stjerne annoncerer album: Hør titelnummeret her

Album- og singletitlen knytter sig til politiske strømninger i hendes hjemland Irland.

Den irske sangskriver og pop/country-kunstner CMAT er aktuel med den nye single “Euro-Country”, der samtidig er titelnummeret fra hendes kommende album. Udgivelsen lander midt i en bølge af viral opmærksomhed omkring singlen “Take A Sexy Picture Of Me”, der trender på særligt TikTok. Albummet Euro-Country udkommer den 29. august 2025, mens CMAT spiller på dansk jord allerede den 7. august, hvor hun gæster Syd for Solen i København.

Læs også: Tre artister, du vil elske, hvis du lytter til Wet Leg

CMAT – med det borgerlige navn Ciara Mary-Alice Thompson – forklarer, at begrebet Euro-Country har flere betydninger:

“Den type countrymusik jeg laver; det faktum, at Irland er et europæisk land styret af euroen; og at kapitalismen er en af de værste ting, der nogensinde er sket for os,” udtaler hun i en pressemeddelelse.

Det kommende album er opfølgeren til Crazymad, For Me fra 2023, der blandt andet indbragte hende en Brit Award-nominering som Bedste Internationale Artist samt nomineringer til Årets Album ved både The Ivors, Mercury Prize og Choice Music Prize i hjemlandet Irland – sidstnævnte pris har hun tidligere vundet for debutalbummet If My Wife New I’d Be Dead.


Om den musikalske og tematiske ramme for det kommende album siger hun:
“Jeg har nogle udtryk, som bliver ved med at køre i ring i mit hoved – og Euro-Country var et af dem. Det er titlen på albummet og navnet på den første sang på pladen. [...] På mit første album vidste folk ikke, hvordan de skulle anmelde min musik – det er hverken rigtig pop eller rigtig country. [...] Så det er min definition af Euro-Country som musikgenre.”

Hun uddyber, hvordan begrebet også knytter sig til hendes forhold til Irland og til de politiske og økonomiske strømninger, der præger hendes samtid:

“Irland er det bedste sted i verden i mit hoved – det var et fantastisk sted at vokse op, men i takt med at jeg blev ældre og vendte tilbage, havde det ændret sig enormt, til et homogeniseret, hyperkapitalistisk landskab. Og så er der mig selv, som sangskriver, i denne aktuelle tid – og Euro-country er det løse navn, jeg har givet den smerte, der opstår ved tabet af fællesskab, som er sket i den nære fortid.”

Euro-Country er indspillet i New York og co-produceret af CMAT selv og hendes mangeårige samarbejdspartner Oli Deakin. Albummet lover personlige refleksioner over temaer som økonomi, identitet og sorg.


Singlen “Euro-Country” er ude nu og kan høres nedenfor.

 


 

ANNONCE