Nyhed

00'er-sensation fuldender lineuppet til Syd for Solen

Musikeren slutter sig til festivalens fredagsprogram, der også byder på den britiske guitarhelt Sam Fender, norske Sigrid og danske Blaue Blume.

Den britiske popfavorit Natasha Bedingfield, der er kendt for hits som "Unwritten", "These Words" og "Pocketful of Sunshine" fuldender lineuppet til dette års Syd for Solen.

Læs også: Drake annoncerer dobbeltkoncert i Danmark med gæst

Natasha Bedingfield er en af de mest succesfulde engelske popmusikere siden årtusindskiftet med et samlet salg af album og singler på 20 millioner og en kæmpe fanbase, hvilket hendes næsten 24 millioner månedlige lyttere på Spotify vidner om. Dertil har hendes musik de senere år oplevet massiv opblomstring på mediet TikTok, hvilket i særdeleshed har fået den yngre målgruppe med på hypen. 


"Der er en grund til, at også de helt unge mennesker i dag kan synge med på hits som 'Unwritten' – og det er Natasha Bedingfields udsøgte sans for at skrive skarptskårne uptempo-sange med stor emotionel appel. Siden begyndelsen på sin karriere har hun været et usædvanligt solidt live-navn, anerkendt for sin stærke, udtryksfulde vokal, hvilket har bragt hende rundt i hele verden sammen med blandt andet Justin Timberlake, Sheryl Crow, Sophie-Ellis Bextor og andre internationale verdensstjerner fra 00’erne, der har vist sig at være fuldstændigt uforgængelige popikoner. Så da vi fik muligheden for at få hende med på fredagsplakaten, var det et stort og rungende ja tak,” fortæller Syd for Solens programansvarlige Xenia Grigat.

Natasha Bedingfield slutter sig til festivalens fredagsprogram, der også byder på blandt andre den britiske guitarhelt Sam Fender, norske Sigrid og danske Blaue Blume. Tilsammen er de, ifølge Xenia Grigat, med til at fejre popmusikkens bredde og energi:

"På festivalen præsenterer vi i langt de fleste tilfælde nutiden og fremtiden, når vi booker. Vi vil præsentere vores musiknysgerrige gæster for noget aktuelt – men i samme åndedrag ligger også respekten ved at booke og anerkende de artister, der har formået at samle generationer på tværs af årtier. I Natasha Bedingfields tilfælde gælder det, når man kigger på hendes brede publikum og ikke mindst også på hendes store inspiration for nyere artister. Hun er uden tvivl en artist, som mange af de andre artister på fredagens program har ladet sig inspirere af. Inklusive dem, der er mere ovre i de elektroniske og rockede undergenrer af popmusikken, som også kan opleves på festivalens popfredag. Derfor er det ekstra interessant at samle dem i et fælles line-up. Der bliver virkelig popparty i parken." 


Syd for Solen finder sted den 7.- 8.- og 9. august i Valbyparken. 

LÆS OGSÅ: Her er navnene, du ikke må misse på NorthSide

 


ANNONCE