Rapperen vil gerne advare præsidenten, som tidligere har udtalt, at han ikke vil afvise at benåde Diddy.
Rapperen og forretningsmanden 50 Cent blander sig nu offentligt i det politiske drama omkring Sean "Diddy" Combs og muligheden for, at Donald Trump kunne finde på at benåde ham – hvis det kommer så vidt.
Læs også: 50 Cent håner Diddy
Baggrunden er, at Diddy i øjeblikket står tiltalt for blandt andet menneskehandel og organiseret kriminalitet i en sag, der truer med at sende den tidligere hiphop-mogul i fængsel på livstid. Han nægter sig skyldig i anklagerne mod ham.
I et nu slettet Instagram-opslag fra 30. maj skriver 50 Cent, at han har tænkt sig at informere Donald Trump om, hvad Diddy tidligere har sagt om ham.
“Diddy har sagt virkelig slemme ting om Trump – det er ikke i orden. Jeg vil række ud til Trump, så han ved, hvordan jeg har det med den her fyr,” skrev 50 Cent, ifølge mediet Music Business Worldwide. “Donald tager det ikke let, når folk ikke respekterer ham, og han glemmer ikke, hvem der har været imod ham.”
Trump blev for nylig spurgt, om han kunne finde på at benåde Diddy, hvis han blev dømt. Til det svarede den tidligere og nuværende præsident, at han “ville se på fakta” og understregede, at han tidligere havde et godt forhold til Diddy.
Trump tilføjede, at han ikke har haft kontakt med Diddy i flere år og antydede, at rapperen distancerede sig, da Trump gik ind i politik. Alligevel understregede den amerikanske præsident, at personlige forhold ikke ville få betydning for en eventuel beslutning.
"Hvis jeg mener, at nogen er blevet uretfærdigt behandlet – uanset om de kan lide mig eller ej – så ville det ikke påvirke mig," sagde han til Fox News-journalisten Peter Doocy.
Siden har 50 Cent fulgt op med endnu et Instagram-opslag, hvor han delte et gammelt klip af Diddy, der kritiserer Trump, og skrev i billedteksten:
“Trump kan ikke lide den slags, kammerat. Du snakker alt for meget,” efterfulgt af en grinende emoji.
Diddy-sagen har allerede rystet musikindustrien i USA og ført til en bølge af sagsanlæg og anklager mod den tidligere Bad Boy Records-boss. Retssagen fortsætter hen over sommeren.