A-ha's frontfigur Morten Harket har Parkinsons sygdom. Det er første gang, den 65-årige taler offentligt om sin sygdom.
"Jeg har ikke noget problem med at acceptere diagnosen," siger A-ha-forsangeren Morten Harket i et interview på bandets hjemmeside. Diagnosen har hidtil kun været kendt af en mindre kreds, men ifølge Harket har han levet med sygdommen i flere år.
Læs også: Ærlig dokumentar belyser a-has komplekse og konfliktfyldte historie
"En del af mig har haft lyst til at fortælle det. At acceptere sygdommen har ikke været noget problem for mig. Det er mit behov for ro og fred til at kunne arbejde, der har holdt mig tilbage," siger han.
Parkinsons sygdom påvirker kroppens bevægelighed, med symptomer som rystelser, muskelstivhed og nedsat motorik. Der findes ingen helbredelse, men behandling kan lindre symptomerne.
Morten Harket fortæller, at han har fået indopereret elektroder i brystkassen. De er forbundet med en pacemaker, der sender signaler til hjernen for at mildne de fysiske symptomer. Sygdommen har haft stor betydning for hans mulighed for at optræde.
"Jeg ved det ærligt talt ikke. Jeg har ikke lyst til at synge, og for mig er det et tydeligt tegn," siger han på spørgsmålet om, hvorvidt han stadig kan synge. "Spørgsmålet er, om jeg kan udtrykke mig med stemmen. Som det ser ud nu, er det udelukket."
Morten Harket, der slog igennem med A-ha's "Take on Me" i 1985, siger, at han gør sit bedste for at modvirke, at sygdommen forværres. "Det er en svær balancegang mellem at tage medicinen og håndtere bivirkningerne."
At han nu har valgt at offentliggøre diagnosen, betyder også, at han forventer mange reaktioner fra omverdenen.
"Jeg er klar over, at der findes mange holdninger og alternative teorier, men jeg er nødt til at lytte til de fagpersoner, jeg har adgang til, som tager sig af mig og følger med i udviklingen inden for forskningen. Jeg kan ikke forholde mig til andet," fortæller han.
Dyk ned i A-has bagkatalog her:
Læs også: To danskere har rangeret hele a-has bagkatalog – se hvilke sange, der topper listen
Denne artikel blev oprindeligt bragt af GAFFA Sverige og er her oversat af GAFFA Danmarks redaktion.