Nyhed

Amerikansk rapper trækker sig fra festivaler efter pres om Palæstina-støtte

Ifølge musikeren har arrangørerne forsøgt at tvinge hende til offentligt at udtrykke støtte til Palæstina - noget, hun nægter.

Den amerikanske rapper Azealia Banks aflyser sine optrædener på de britiske festivaler Boomtown og Maiden Voyage. Ifølge musikeren har arrangørerne forsøgt at tvinge hende til offentligt at støtte Palæstina, hvilket hun nægter.

Læs også: Den amerikanske rapper Azealia Banks kommer til Danmark

I et opslag på X skriver Azealia Banks, at festivalerne i ugevis har presset hende til at sige "Free Palestine", og at hun derfor har valgt at trække sig fra begge festivaler. Hun anklager arrangørerne for at have truet med at fjerne hende fra programmet, hvis hun ikke meldte sit støtte ud.


"Jeg har ikke tænkt mig at tage imod trusler, og jeg har ikke tænkt mig at tage en f**king hijab på," skriver hun blandt andet i opslaget, som også indeholder hård kritik af det, hun beskriver som "politisk gruppepres."

Læs hele opslaget nedenfor. Artiklen fortsætter efterfølgende.

 


 


Boomtown Festival bekræfter i en udtalelse, at Banks har trukket sig, men afviser samtidig anklagerne om politisk pres.

"For en god ordens skyld: Boomtown kontrollerer ikke - og vil aldrig kontrollere - kunstneres personlige holdninger eller overbevisninger," fastslår festivalen ifølge NME. Arrangørerne bag Maiden Voyage har endnu ikke kommenteret sagen.

Azealia Banks har tidligere været centrum for flere opsigtsvækkende kontroverser - både i og uden for musikbranchen. Hun oplyser, at hun nu i stedet vil fokusere på at indspille ny musik.


Læs også: Interview med Azealia Banks: Naturlig energibombe med hård baggrund

Denne artikel blev oprindeligt bragt af GAFFA Sverige og er her oversat af GAFFA Danmarks redaktion.

ANNONCE