Nyhed

Drake annoncerer dobbeltkoncert i Danmark med gæst

Koncerterne markerer Drakes første besøg i Europa i seks år.

Den canadiske superstjerne Drake vender tilbage til Europa for første gang i seks år med albumturnéen $ome $pecial $hows 4 UK EU Tour og rammer Royal Arena i København den 24. og 25. august 2025. Med sig har han den canadiske sanger PARTYNEXTDOOR.

Læs også: Her er Spotifys bud på sommerens lydspor

Turnéen, der produceres af Live Nation, starter den 20. juli i Birmingham og inkluderer blandt andet koncerter i Manchester, Amsterdam, Paris og Berlin, før den afsluttes i Hamburg den 23. september. Koncerterne følger efter Drakes udsolgte It’s All A Blur Tour i Nordamerika og hans Australien-turné tidligere i år.


$ome $pecial $hows 4 UK EU Tour markerer også makkerparrets første fælles turné efter udgivelsen af det fælles album $ome $exy $ongs 4 U, der udkom på valentinsdag den 14. februar. 

Albummet kunne dog kun snige sig op på to stjerner fra GAFFAs anmelder, der blandt andet skrev:

"Drake og PartyNextDoors musik var engang øjeblikkeligt fængende, med knivskarpe vers og omkvæd, der kunne måle sig med de bedste pophitmagere. Nu føles det hele som en sløret, langtrukken strøm af vokaliseringer over ensformige beats.


Spørgsmålet er, hvor mange skud Drake egentlig har tilbage i bøssen efter tre middelmådige udgivelser. PartyNextDoor derimod? Ingen grund til bekymring – uden ham var denne udgivelse for længst skudt i sænk."

Hør albummet her: 


 Det officielle billetsalg starter fredag 6. juni kl. 12.00 via livenation.dk og ticketmaster.dk.

LÆS OGSÅ: Her er alle Drakes album rangeret kvalitetsmæssigt – fra nummer 13 til 1


ANNONCE