Kritikere mener, at Universals ageren i EU er med til at skabe monopol-lignende tilstande
Universals storstilede opkøb af det amerikanske musikselskab Downtown Music via Virgin Music Group er nu officielt under lup i EU, hvor Europa-Kommissionen har sat en foreløbig deadline den 22. juli for at beslutte, om sagen skal gå videre til en mere dybdegående undersøgelse.
Læs også: Kommentar: NorthSide gjorde det rigtige ved at lade Kneecap gennemføre deres koncert
Universal Music Group offentliggjorde i starten af året deres planer om at købe Downtown Music for omkring 775 millioner dollars, svarende til cirka 5,1 milliarder danske kroner. Men opkøbet har mødt hård kritik fra den uafhængige del af musikbranchen som frygter monopoldannelse og konkurrenceforvridning. Sagen blev meldt til konkurrencemyndighederne i Holland, hvor Universal står børsnoteret, og Østrig tilsluttede sig efterfølgende anmodningen. Det førte til, at EU i april indledte en officiel undersøgelse og en midlertidig pause i opkøbsprocessen, som oprindeligt var ventet afsluttet midt i 2025.
Kommissionen skrev dengang i en pressemeddelelse, "at handlen (Universals opkøb af Downtown Music, red.) truer med væsentligt at hæmme konkurrencen på visse markeder i musikkens værdikæde, hvor begge virksomheder er aktive, i Østrig og Holland såvel som i mange andre medlemsstater."
Den første fase af undersøgelsen er i gang og har deadline den 22. juli, hvor EU skal tage stilling til, om handlen kan godkendes, eller om der skal åbnes for en langt mere grundig efterforskning. Ifølge Kommissionens egne tal bliver over 90 procent af sagerne afsluttet i første fase uden krav om ændringer – men det er langt fra sikkert i dette tilfælde.
Læs også: Musiksalget i Danmark når ny rekord: Er CD'en på vej tilbage?
Den uafhængige musikbrancheorganisation IMPALA, hvor organisationen Danske Uafhængige Pladeselskaber (DUP) og det nordiske pladeselskab Playground er medlemmer, kræver, at EU sætter en stopper for opkøbet.
Helen Smith, formand for IMPALA, udtaler på organisationens hjemmeside, at man er glade for at EU nu igangsætter en vurdering af sagen:
"Vi hilste det velkommen, da Europa-Kommissionen i sidste måned besluttede at igangsætte en undersøgelse, og vi har været ivrige efter at se vurderingen komme i gang, så det her er rigtig gode nyheder. Der er kun én løsning, der kan forhindre skade, og det er, at Kommissionen fuldstændig blokerer for opkøbet – for at sikre balance, harmoni og diversitet i økosystemet."
Downtown Music arbejder med 5.000 erhvervskunder og mere end 4 millioner kunstnere i 145 lande, rapporterer Music Business Worldwide. Deres services inkluderer blandt andet royaltyopkrævning, licensering og support til uafhængige pladeselskaber og kunstnere. Det blev offentliggjort i december 2024, at Universal Music Group havde planer om at opkøbe selskabet, og man forventede, at fusionen vil være færdig i anden halvdel af 2025, hvor handlen ville "samle to førende udbydere af kundeservices og musikteknologi og styrke deres tilbud og kapaciteter til gavn for det uafhængige musikmiljø," som de skrev i en fælles pressemeddelelse.
læs også: Op mod 1000 unge festivalgæster skal interviewes på Roskilde Festival