Nyhed

Fans råber ad Miley Cyrus under filmvisning

Publikum rasede over at have betalt over fem tusinde kroner i forventning om en eksklusiv koncertoplevelse.

Fredag den 6. juni præsenterede Miley Cyrus sin nye film Something Beautiful ved en eksklusiv visning under Tribeca Film Festival. Filmen bliver beskrevet som en visuel forlængelse af hendes nyligt udgivne album af samme navn, og efter premieren indtog Miley Cyrus scenen til et liveinterview. Her brød dele af publikum dog ud i højlydt utilfredshed.

Læs også: Sådan anmeldte vi Something Beautiful af Miley Cyrus

"Vi troede, det her var en koncert! Vi betalte 800 dollars," lød det blandt andet fra publikum, ifølge NME. Billetterne til arrangementet havde angiveligt kostet op mod 800 dollars, svarende til lidt over 5000 danske kroner, og arrangementet var beskrevet som "a one-of-a-kind pop opera med tretten originale sange fra albummet Something Beautiful."


Flere råbte mod scenen, og én af gæsterne spurgte direkte: "Har du tænkt dig rent faktisk at synge?" Værten understregede dog, at der var tale om en filmvisning, ikke en koncert. Miley Cyrus forsøgte at imødekomme publikums forventninger ved at synge en a cappella-version af sit 2009-hit "The Climb". Det er dog uklart, om indslaget var planlagt på forhånd, eller om det var en spontan reaktion på publikums utilfredshed.

Filmen Something Beautiful får nordamerikansk premiere i dag og bliver vist i resten af verden fra den 27. juni. Filmen er produceret i samarbejde med XYZ Films og Panos Cosmatos og instrueret af Cyrus selv sammen med Jacob Bixenman og Brendan Walter.

"Something Beautiful er mit drømmeprojekt, der er blevet til virkelighed – mode, film og originalmusik i skøn harmoni," har Miley Cyrus tidligere udtalt om projektet. "Mine medskabere er alle genier på hver deres måde (...) Hver enkelt har brugt deres ekspertise til at gøre denne fantasi til virkelighed."


Se videoer fra arrangementet samt traileren til filmen nedenfor.



Læs også: Gemmer der sig en kritik af Dua Lipa i Miley Cyrus-single?

ANNONCE