Nyhed

For meget musik og kaos? Her kan du trække vejret på Roskilde Festival

”Mange af os kan have en tendens til at slå os selv i hovedet med, at det også er for dårligt, at vi har det sådan, når vi nu burde være glade og have det sjovt."

Når støjniveauet er højt, og sanseindtrykkene står i kø, kan det være en udfordring at finde ro på Roskilde Festival. Men fra onsdag den 2. juli til og med lørdag den 5. juli vil Psykiatrifonden være til stede med frivillige rådgivere i festivalens såkaldte Soft Spots – stillezoner, hvor publikum kan trække sig tilbage fra kaosset og få en anonym samtale med en rådgiver.

Gratis samtaler midt i festivalmylderet
Rådgiverne vil være til rådighed hver dag mellem klokken 16 og 02.30, og tilbuddet er en del af Roskilde Festivals initiativ Soft Spots, der blev introduceret i 2023 som svar på det voksende behov for ro og mental støtte blandt festivalgæster.

Læs også: Anmelderne anbefaler: Disse navne skal du opleve på Roskilde Festival

"Det kan virke meget overvældende at komme ind på en festivalplads med høj musik, mange mennesker, lyde, lugte, mange indtryk – det kan få nogle til slet ikke at tage af sted – eller få en dårlig oplevelse," siger Liza Johnson, der er leder af Psykiatrifondens rådgivning, i en pressemeddelelse.


"Heldigvis ser vi mange steder, at der er en voksende interesse for at tage psykisk sygdom alvorligt og hjælpe dem, der har nogle vanskeligheder – og gøre det muligt for alle at deltage og ikke mindst få hjælp, hvis de har brug for det."

Et fristed for alle – med eller uden diagnose
Initiativet henvender sig ikke kun til festivalgæster med psykiatriske diagnoser som angst, ADHD eller autisme, men også til dem, der bare har brug for en pause fra sansebombardementet.

"Vi er glade for den stigende opmærksomhed på, hvor vigtigt det er at have et roligt sted at gå hen, når der bliver for mange indtryk – og et sted, hvor man kan få en stille og rolig snak eller en snak om noget, der er svært," siger Liza Johnson.


"Hvis man fx har angst, autisme eller ADHD kan det at være på festival få tankerne til at vælte og give nogle følelser, man kan have brug for hjælp til at regulere."

Samtidig understreger hun, at alle kan blive overvældet – også selv om man ikke har en diagnose:

"En af vores rådgivere talte fx med en ung kvinde på Copenhell, der kom ind til os, fordi hun var overvældet af sanseindtryk. Vi hjalp hende til at finde ro, og aftalte, at hendes forældre kom og hentede hende. Alle er velkomne hos os.”


Tre råd til festivalgængeren
Liza Johnson har også tre konkrete råd til dem, der skal på festival:

1. Hold sammen
"Mange er på festival med en gruppe venner. Hold sammen med dem, du er på festival med. Tal med dem, hvis du får det skidt. De fleste vil gerne lytte, hjælpe og forstår det ofte godt eller kender det selv," siger Liza Johnson.

"Hvis der er et sted på festivalen, hvor du kan få ro og en snak, så gå derhen, fx sammen med en ven. Hvis der ikke er et sted som fx Roskilde Festivals soft spots, så gå hen til samaritterne. De vil gerne tale med dig og kan også hjælpe med at kontakte nogen, hvis du har brug for det."

2. Bær over med dig selv
”Mange af os kan have en tendens til at slå os selv i hovedet med, at det også er for dårligt, at vi har det sådan, når vi nu burde være glade og have det sjovt. Vi ser os omkring og ser alle de andre grine og hygge sig, og så skammer vi os over os selv. Hvis du har det sådan, så prøv at bære over med dig selv. Det er helt naturligt at blive psykisk påvirket af dage med for lidt søvn, høj larm, måske også alkohol i blodet. Hvis man så derudover har en sårbarhed med sig fra starten – fx ADHD, måske angst – så er det både almindeligt og helt ok at have brug for ro og en pause. Prøv at tilgive dig selv, og giv dig selv den ro, fx ved at tale med en god ven eller find det område på festivalen, hvor der er ro og rum og mennesker at tale med, fx samaritterne eller som på Roskilde Festival, soft spots,” siger Liza Johnson.


3. Det går over – for det meste
“Du kommer til at trække vejret roligt igen og kommer ned i gear. Enten ved at tale med dine venner, som sikkert kender det selv, eller ved at komme til sådan nogle som os eller samaritterne på festivalen og få en snak om det, der er svært. Vi kan også hjælpe dig med at kontakte nogen, der kan hjælpe dig med at komme væk fra festivalen, hvis det er det, du har brug for – fx ringe til familie. Og endelig: Hvis du har det meget svært, og tankerne ikke vil slippe dig, så hjælper vi også gerne videre til lægehjælp på stedet eller taler med dig om, hvor og hvordan du kan få hjælp til psykiske vanskeligheder.”

Psykiatrifondens rådgivning er – ud over festivalindsatsen – tilgængelig via både telefon og chat alle dage i ugen, også om natten.

 


læs også: Ny politisk aftale skal beskytte musikere mod digital manipulation

 

 


 

 

 


 

ANNONCE