Nyhed

Fransk popstjerne retter kritik mod Lorde

"Det var vel så lidt," lyder det sarkastisk fra musikeren, der beskylder Lorde for at have efterlignet.

Rahim Redcar - også kendt som frontfigur i Christine and the Queens - har offentligt anklaget den newzealandske popstjerne Lorde for at efterligne hans arbejde uden at anerkende ham som inspirationskilde. Det skriver NME.

Læs også: Sådan gjorde Lorde popmusik cool igen

I en nu udløbet Story på Instagram, der efterfølgende blev delt på X, gav den franske popstjerne udtryk for sin frustration over, hvad han opfatter som gentagen brug af hans æstetik og idéer uden nogen form for kreditering.


Udmeldingen kommer i kølvandet på udgivelsen af Lordes nye single "Man of the Year", som udkom torsdag den 29. maj. Singlen er ledsaget af en musikvideo, hvor Lorde binder gaffatape over brystet, hvilket hun tidligere har beskrevet som en symbolsk gestus, der afspejler hendes tanker om sin kønsidentitet.

Kort tid efter videoudgivelsen delte Rahim Redcar et opslag, som begyndte med ordene "Til Lorde" og fortsatte: "Det var vel så lidt, LOL. Det er så mærkeligt at se de her konstante elementer af mit arbejde blive brugt og videreført uden nogensinde at blive krediteret som en inspiration. Udviskningen af mit talent skete på en eller anden måde på grund af min særlige vej? Tror du det? Hvad skulle jeg ellers have gjort? Lyve?"

NME bemærker, at Rahim Redcar muligvis refererer til en koncertoptræden i 2022, hvor han brugte tape til at dække sit bryst, hvilket Lorde ifølge mediet kunne tænkes at have hentet inspiration fra. Det er dog ikke oplyst, hvad kritikken konkret refererer til.


Se musikvideoen til Lordes nye single her. Artiklen fortsætter efterfølgende.

Afslutningsvis skriver Rahim Redcar: "Jeg spekulerer på, om jeg en dag vil få den anerkendelse, jeg fortjener, og jeg siger det her uden bitterhed - bare af ægte nysgerrighed. Lad os være ærlige, jeg er skabt til at nyde kæmpe koncerter, så hvorfor kan de ikke ære den første gnist? Nå ja - tilbage til at lave mere fantastisk musik, ikke sandt?"


Debatten om kunstnerisk ejerskab og grænsen mellem inspiration og imitation er ikke ny, men Rahim Redcars offentlige kritik bringer spørgsmålet i fornyet fokus. Lorde har endnu ikke kommenteret sagen.

Læs også: Sådan anmeldte vi det seneste Lorde-album

Lorde har tidligere åbnet op omkring sine tanker om sin kønsidentitet og beskrevet sit kommende album Virgin, der udkommer den 27. juni 2025, med ordene:


"Sproget er enkelt og usentimentalt. Lydene er de samme, hvor det er muligt. Jeg forsøgte at se mig selv hele vejen igennem. Jeg prøvede at skabe et arkiv, der afspejlede min femininitet: rå, ur-agtig, uskyldig, elegant, åbenhjertig, spirituel, maskulin. Jeg er stolt af og bange for dette album. Der er intet at gemme sig bag. Jeg tror på, at det at sætte de dybeste dele af os selv i musik er det, der gør os frie." 

Læs også: 10 vigtige album, der udkommer i juni

ANNONCE