Nyhed

GAFFA juli-august er på gaden – mød Mille, Wet Leg, Pulp og mange flere

Du finder bladet på en café, et bibliotek, en uddannelsesinstitution, i en pladebutik, på et spillested eller på en anden kulturinstitution nær dig.

I dag er GAFFAs juli-august-nummer 2025 på gaden. I alt 84 sider proppet med interviews, anmeldelser, anbefalinger og meget mere

Forsiden prydes af Mille. Da hun var 11 år gammel, vandt hun MGP og blev barnestjerne. Efter flere års pause er hun nu genfødt som voksen sanger og er en del af en generation af kvinder, der er i gang med at tage det danske musiklandskab med storm.

For tre år siden var der nærmest ingen, der kendte til Wet Leg. I dag har de spillet for titusindvis af mennesker, turneret verden tynd og varmet op for Foo Fighters og Harry Styles – og er aktuelle med nyt album og koncert på Roskilde Festival.


Pulp gik fra obskur kultstatus til ikonisk berømmelse med ”Common People” i 1995. Superstjernestatussen kom pludseligt – og med den fulgte spændinger og til sidst bandets opløsning. Nu, efter en genforening og flere turnéer, er britpop-ikonerne tilbage igen med et helt nyt album – deres første i 24 år. Vi har talt med bandets keyboardspiller Candida Doyle.

Lorde er klar med sit længe ventede fjerde album Virgin, og hun spiller i København til december. GAFFA fejrer albumudgivelsen med et tilbageblik på kunstnerens musikalske rejse.

Vi mødte den fremadstormende gruppe Elsked til en snak forud for deres udsolgte Store Vega-koncert i maj. En koncert, som nu bliver fulgt op af en danmarksturné til efteråret sluttende med bandets hidtil største koncert.


Stranger Things-stjernen Joe Keery har udgivet musik under pseudonymet Djo siden 2019, men det var først i 2024, at musikkarrieren for alvor tog fart med "End of Beginning". Sangen gav ham et globalt gennembrud og lagde fundamentet for hans tredje album, The Crux. Vi har mødt ham.

Streamingtjenesten Mdundo har næsten 40 millioner aktive brugere i Afrika. Vi har takt med danskeren bag succesen.

Du kan også læse interviews med Roskilde-aktuelle Rachel Chinouriri, albumaktuelle 100%Wet, ep-aktuelle Slagger Lund, med Bachelorette-vært Petra Nagel om hendes musiksmag og fordybe dig i Månedens Spillested og Månedens Event, stribevis af albumanmeldelser samt de faste indslag i vores introsektion, nærmere betegnet redaktørens Leder, Klumme, Minus Til Plus, Hold Øje Med, Bedst Lige Nu og Soundtrack Til Livet.


Du kan læse bladet online eller gå offline og bladre igennem vores analoge magasin uden digitale forstyrrelser. Du finder bladet på en café, et bibliotek, en uddannelsesinstitution, i en pladebutik, på et spillested eller hos en anden kulturinstitution nær dig. Du kan også få GAFFA sendt direkte til døren hver måned for kun 49 kroner: tilmeld dig GAFFA+ Premium her.

 

ANNONCE