Mindst 145 personer blev angiveligt stukket ved en stor udendørsfest i Frankrig i weekenden. Politiet har anholdt tolv mistænkte.
Den franske musikfestival Fête de la Musique har i år været præget af et stort antal indberetninger om nålestikskader. Ifølge Le Monde har mindst 145 personer anmeldt, at de blev stukket natten mellem lørdag og søndag i forbindelse med fejringen.
Læs også: Massive protester mod Kanye West-koncert i Slovakiet
Størstedelen af ofrene er kvinder. I flere tilfælde er det rapporteret, at ofrene er blevet syge efter angrebene, som ifølge politiet nogle gange blev udført med en sprøjte. Der er dog ingen rapporter om livstruende skader.
Tolv personer er blevet anholdt i forskellige dele af landet. Ifølge mediet Le Parisien var der blevet delt opfordringer på sociale medier, blandt andet via Snapchat, om at "stikke kvinder" inden festivalen løb af stablen.
Fænomenet med nålestik ved fester og koncerter er blevet rapporteret i flere europæiske lande de seneste år, blandt andet i Storbritannien, Holland, Belgien og Spanien.
Læs også: Dødsfald efter voldsepisode på Copenhell
Denne artikel blev oprindeligt bragt af GAFFA Sverige og er her oversat af GAFFA Danmarks redaktion.