Nyhed

Kendte musikere samles på aktivistisk midsommersang og manifest

14 musikere medvirker på liveindspilningen.

Et nyt manifest kombinerer musik og aktivisme op til midsommer, og på afsenderlisten står flere kendte musikere fra det danske tonelandskab. "Midsommer Manifestet", der sætter fokus på ligestilling, feminisme og naturen, består både af et skriftligt oplæg og fællessangen “Når jeg danser bålet”, skrevet af Nana Jacobi. Midsommer finder i år sted den 24. juni, og aftenen før samles mange danskere om bålet til sankthansaften. En tradition, som afsenderne bag "Midsommer Manifestet" sætter spørgsmålstegn ved.

Læs også: Musik og magt: "Jeg synger gerne med på en fyndig slagsang"

Sangen "Når jeg danser bålet", der er tænkt som en moderne midsommerfællessang, synges af Louise Mieritz, Ditte Hansen, Mathilde Falch, Becca, Julie Maria, Luna Ersahin, MoonBee, Gro, Varna, Raymonde Gaunoux, Ida Kudo, Dorcas Joanna Hansen og Laura Müller. Som akkompagnement til fællessangen udgiver stjerneholdet et manifest for "ligeværd, ligestilling og respekt for alle mennesker og for naturen." I manifestet skriver gruppen blandt andet: 

"Mere end tusind kvinder er blevet brændt på bålet i Danmark. Kvinder, som var kloge på naturen, mennesker og spiritualitet, og derfor var en trussel for patriarkatet og blev slået ihjel for det. Vi skal ikke derhen igen. Men den adfærd og udvikling, vi ser i verden i dag, ført an af nogle af verdens mest magtfulde mænd, er en enorm tilbagegang for ligestillingen i verden. Et misogynt, racistisk og homofobisk syn er atter i vækst i den vestlige verden, sammen med en ekstrem kynisme i forhold til klimaproblematikken. Det, som sker
kulturelt i USA, ses ofte i Europa kort tid efter. Det ønsker vi for alt i verden at bekæmpe."

Nana Jacobi udgav "Når jeg danser bålet" sidste år og fortalte dengang i et interview til GAFFA, at hun oplever, at danskerne i dag ikke længere er forbundne med Sankt Hans-ritualets oprindelige handlinger. Hun ville derfor hellere vende blikket mod den nordiske sommersolhvervsfejring fra førkristen tid og udgav derfor sin egen Midsommer-sang.

- Vi er jo ikke rigtig forbundet med Sankt Hans-fortællingen længere. Vi slog kvinder ihjel, fordi de var en trussel mod et kristent patriarkat, og alligevel manifesterer vi det hvert år og tænder heksehyl med vores børn, så kvinden kan skrige endnu højere, når hun bliver brændt. Det er jo et ret vildt ritual at dyrke hvert år. Derfor synes jeg, at det trænger til en opdatering, sagde Nana Jacobi.

Bag manifestet står kunstnerne selv samt organisationerne WIFT Danmark, Et Større Billede, Hej Søster, Ditte & Louise, Musikbevægelsen af 2019, Organisationen KIM, Queer Music Agency, HUN SOLO. Læs hele manifestet her, og se en live-version af "Når jeg danser bålet" nedenfor.


læs også: Hvis jeg var kulturminister: Jeg pålægger DR Nyhederne at bringe et kulturafsnit i hver nyhedsudsendelse på linje med sporten

ANNONCE