Bandet afviser enhver påstand om, at deres scenekunst hylder terrorister.
Det britiske band Massive Attack truer nu med juridiske skridt mod den israelske forfatter og influencer Hen Mazzig, efter at han på sociale medier har anklaget bandet for at opfordre til “sympati med Hamas” under en koncert. Det rapporterer NME.
Truslen om sagsanlægget kom i kølvandet på, at Mazzig delte et 11 sekunder langt klip fra en af gruppens nylige koncerter, hvor der på en storskærm vises arkivoptagelser af den nu afdøde Hamas-leder Yahya Sinwar, som var en af hovedarkitekterne bag det dødelige angreb i Israel den 7. oktober 2023.
Mazzig kaldte brugen af billedmaterialet for “tilskyndelse” og mente, at bandet “fejrede” Sinwar. I et opslag skrev han blandt andet, ifølge NME: "Hvis du booker Storbritanniens største arena, burde du gå meget mere op i det budskab, du spreder. At opfordre over 23.000 mennesker til at sympatisere med Hamas er mere end uansvarligt – det er tilskyndelse."
Massive Attack reagerede kort efter på X (tidl. Twitter), hvor de kaldte beskyldningerne “æreskrænkende” og meddelte, at sagen nu er overdraget til deres juridiske rådgivere. Bandet kræver, at opslaget slettes, og at Mazzig offentliggør en undskyldning – ellers følger yderligere skridt.
For obvious, ethical reasons relating to its owner, Massive Attack do not use ‘X’. However, no email contact is presented for the author of this post, which we consider defamatory, & has been passed to the band’s lawyers. @hearnimator must delete the original post & issue an… https://t.co/1TlKO3TBou
— Massive Attack (@MassiveAttackUK) June 9, 2025
Hen Mazzigs opslag på X er ikke længere tilgængeligt.
I en længere udtalelse uddyber Massive Attack, at det omdiskuterede klip indgår i en større digital collage med nyhedsoptagelser, kunstfilm og billeder af kontroversielle politiske figurer – herunder både Vladimir Putin, Donald Trump og Israels militær – som en del af en kritisk kommentar til krig, medier, kapitalisme og klima.
“Vi afviser kategorisk enhver påstand om, at brugen af disse optagelser i vores scenekunst har til hensigt at hylde eller glorificere nogen som helst,” skriver bandet. “At isolere ét billede fra den samlede kontekst er en bevidst forvrængning.”
Massive Attack har i årtier været åbne støtter af Palæstina og deltager i den kulturelle boykot af Israel, som de har været en del af siden 1999. Da de spillede på NorthSide i 2024 med selveste Elizabeth Fraser på scenen, noterede vores anmelder også, at bandet viste videooptagelser fra "forskellige krige, ikke mindst i Ukraine og Gaza" under koncerten.
Senest har bandet også kritiseret Barclays Banks sponsorsamarbejde med spillestedet Co-Op Live i Manchester på grund af bankens investeringer i våbenindustrien og fossile brændsler. Barclays afviser beskyldningerne.
læs også: sådan anmeldte vi Massive Attack på NorthSide