Nyhed

Musik, ungdom og europæisk fællesskab: Stort kulturprogram rulles ud under Danmarks EU-formandskab

Når Danmark overtager EU-formandskabet 1. juli, følger et stort kulturprogram med koncerter, talks og events i Aalborg, Herning, Horsens, København, på Mors og til Ungdommens Folkemøde.

Koncerter, kunst, samtaler og interaktive oplevelser vil præge Danmark fra juli til december, når Kulturmødet Mors og partnere står bag en ambitiøs kultursatsning i anledning af det danske EU-formandskab. Fokus er især på de unge og kulturens rolle i et demokratisk Europa.

Læs også: Millionforsøg med gratis kultur til unge bliver forsinket

Når Danmark den 1. juli overtager EU-formandskabet, bliver det ikke kun et politisk, men også et kulturelt anliggende. Bag et nyt, omfattende kulturprogram står et konsortium bestående af Kulturmødet Mors, Dansk Kulturinstitut, Ungdomsbureauet, Grundtvigsk Forum og Ung Kult – udpeget af Kulturministeriet og Udenrigsministeriet, der samtidig støtter initiativet med 2,5 mio. kroner.

Formålet er klart: At gøre den europæiske samtale nærværende – især for unge – gennem kunst og kultur. Programmet rulles ud i værtsbyerne Aalborg, Horsens, Herning og København samt på Kulturmødet Mors og Ungdommens Folkemøde.


Kultur som forsvarsværn
Kulturminister Jakob Engel-Schmidt udtaler i en pressemeddelelse:

”Europa står i en udfordrende tid, hvor de europæiske demokratier trues af udenlandsk påvirkning og fake news. Derfor glæder det mig, at Kulturmødet Mors har fået stykket et stærkt program sammen, som danskere rundt omkring i landet snart får mulighed for at opleve. For kulturens rolle for Europa skal bestemt ikke underkendes. Kulturen er nemlig et afgørende forsvarsværn af det europæiske demokrati.” 

Programmet rummer alt fra klassiske koncerter og strygerensembler til opera, rap, dragshows og interaktive fotoprojekter. Det hele skal ifølge arrangørerne synliggøre, hvordan kultur skaber fællesskab og retning i en tid præget af geopolitisk uro og digital støj.


Et EU-program med musikalsk kant
I Aalborg lægger EU-topmødet den 8.-9. juli rammer til musikalske og kunstneriske overraskelser i det offentlige rum. Her kan man blandt andet opleve Lydmor og Who Killed Bambi i Budolfi Kirke samt Rest in Beats til Kunsten Summer Lounge. Derudover byder Kunsthal Spritten på performance med Lilibeth Cuenca, mens Mogens Lykketoft og Akavet Emma diskuterer EU og unges fremtid – uden filter.

På Kulturmødet Mors den 21.-23. august spiller Mads Langer en koncert med fællesskab som omdrejningspunkt, og belgiske Lieve Blancquaerts fotoudstilling We Are Europe vises. Programmet tæller også fællessang, digtoplæsninger, film og en Eurovision-quiz under titlen Glimmer eller geopolitik?

Til Ungdommens Folkemøde den 3.-4. september medvirker blandt andre Kundo – en af tidens mest fremadstormende rappere – og man kan opleve både ballet, opera og talks i samarbejde med Det Kgl. Teater og Røst. Der bliver desuden EU-musikbingo og dragshow med Queer Music Agency.


Ungekultur på hjul og i fokus
Kulturprogrammets særlige fokus på unge ses også i to omrejsende projekter. Ung Kult-bussen vil fra august til december bevæge sig gennem landet med kunst, samtale og gastronomi. Samtidig sender initiativet Turning Tables et mobilt fotostudie ud – Echoes of... – hvor unge dokumenterer deres håb og drømme.

Caspar Ryttergaard, direktør for Kulturmødet, udtaler således om programmet i en pressemeddelelse:

”Med kulturprogrammet vender vi blikket mod de værdier Europa er bygget på. Der er behov for at styrke de kulturelle bånd mellem Europas lande, og i en urolig tid indgyde håb, særligt blandt unge. Vi vil vise det store fællesskab, vi har omkring vores frihedsidealer.” 


Musik og samtaler i hele landet
Herning sætter fokus på håndens arbejde og erhvervsuddannelser med blandt andet kunstinstallation af Julie Stavad og operafestival på torvet den 8.-14. september. I Horsens den 4.-25. oktober rejses klimadebatten med værket Portraits of Overwhelm, som viser en oversvømmet gade i 1:1-størrelse.

København runder formandskabsåret af i november med både en konference på Vega om kunst og kreativitet i den digitale tidsalder og en afsluttende fællessangs-event i Vartov: Europa Synger Sammen.

Europaminister Marie Bjerre udtaler således om formandskabet:


”Bagtæppet for det danske EU-formandskab er præget af en ny geopolitisk situation. I en tid som denne har vi – måske mere end nogensinde – behov for at stå tæt sammen som europæere. Derfor er jeg glad for, at denne stærke gruppe af kulturaktører skal sætte fokus på det europæiske kulturelle fællesskab under vores formandskab rundt omkring i Danmark, hvor mange af de centrale formandskabsaktiviteter finder sted.”

Læs mere om programmet her.

læs også: Dansk Kulturliv præsenterer kulturpolitisk ønskeliste til finansloven 2026

ANNONCE