Nålen møder nitterne på dette års Copenhell - i den gode sags tjeneste.
Når Copenhell løber af stablen senere i juni, bliver det ikke kun med buldrende metaltoner og kolde øl – i år får festivalen også besøg af Røde Kors, der åbner en systue for gæsternes elskede battleveste.
Læs også: Nye indslag på Copenhell-programmet og to overraskelser
Fra den 18. til 21. juni vil fire frivillige nørklere fra Røde Kors hver dag tage plads i en særlig bod ved festivalens Food Court fra klokken 12.00 til 20.00. Her kan festivalgængere mod en donation få hjælp til at sy patches på deres slidte eller nye veste – uanset om de er til black metal, dødsmetal, punk eller rock.
"Vores hyggelige nørklerbod kommer til at stå i skærende kontrast til festivalens klassiske udtryk med læder, denim og nitter. Men den understreger den selvironi og humor, Copenhell er så kendt for. Samarbejdet med Copenhell og musikfestivaler i det hele taget giver os muligheder for at skabe opmærksomhed med om Røde Kors’ arbejde på en sjov og anderledes måde,” siger Klaus Nørskov, kommunikationschef i Røde Kors, i en pressemeddelelse.
Initiativet er resultatet af et kreativt samarbejde mellem Røde Kors, Copenhell og reklamebureauet Marvelous. Ifølge Røde Kors blev idéen taget så godt imod af de frivillige nørklere, at alle vagter hurtigt blev besat – med venteliste til følge.
Læs også: Metal for dummies: Her skal du starte din rejse til mørkets verden
”Det er nørklere fra Lyngby-Taarbæk og fra Arbejdermuseet, som vil være til stede på Copenhell. Det har været en fornøjelse at præsentere idéen for nørklerne, og deres opbakning og begejstring har været så stor, at vi straks har fået besat alle vagter – og vi har tilmed en venteliste af nørklere, der står klar til at vise horn og sy patches, hvis der skulle komme afbud,” fortæller projektleder Lene Knudtzen.
Hos Copenhell er begejstringen også til at tage og føle på.
”Vi glæder os rigtig meget over, at Copenhell på denne måde kan bidrage til Røde Kors’ mange vigtige indsatser, og vi glæder os til at tage imod nørklerne på Copenhell. Jeg er sikker på, at de får nogle dejlige dage med de rareste festivalgæster. Og der er ingen tvivl om, at Copenhell-gæsterne bliver glade for kompetent hjælp til at få deres patches syet fast på battlevesten,” siger Linda Havanna Hansen, Division Manager for Copenhell.
Røde Kors’ nørkle-indsats tæller over 4.500 frivillige på landsplan, der normalt strikker og syr til velgørende formål. Men med pop-ups som denne søger organisationen i stigende grad samarbejder med kultur- og erhvervsliv – fra teatre og reklameproduktioner til, nu, Danmarks største metalfestival.
læs også: 10 danske metaludgivelser, vi glæder os til at høre