Han har allerede markeret sig på de danske festivalscener og arbejdet med popnavne som Mekdes – nu deler han sin personlige fortælling gennem musikken.
Den danske musiker JuWehl har valgt at vende blikket indad og skrive sange med afsæt i sin egen opvækst. Resultatet er ep'en Hvor kom jeg fra, som udkommer i dag, den 6. juni 2025.
Læs også: Sabrina Carpenters nye sommersingle er til din roadtrip
Ifølge en pressemeddelelse blev sangene "så gode, at JuWehl både landede en aftale med stjernemanageren Thomas Børresen – kendt for sit samarbejde med blandt andet Medina og Andreas Odbjerg – samt en signing med Warner."
De seks sange tager lytteren med på en personlig rejse, hvor JuWehl blandt andet fortæller historien om Taxa-Bent, der kørte ham i børnehave, mens han boede på et børnehjem. Ep'ens afsluttende nummer "Systembarn" fortsætter i samme introspektive spor og kredser om hans savn til sin mor. Bag projektet står Martin Van Der Wehle, der udtaler følgende i en pressemeddelelse:
"Jeg blev træt af at skrive sange baseret på fiktive historier og besluttede mig for at tage chancen og udgive noget mere personligt - og det resulterede i denne ep." På sin Instagram skriver han desuden, at Hvor kom jeg fra er det mest ærlige, han har skabt til dato.
Artiklen fortsætter efter opslaget.
JuWehl er allerede et velkendt navn på de danske livescener og har tidligere optrådt på festivaler som Smukfest, Roskilde og NorthSide. Derudover har han arbejdet sammen med danske popnavne som Mekdes.
Du kan høre JuWehls nye ep her:
Læs også: Ugens nye navn: En håbefuld solstråle midt i et skybrud