Nyhed

Ny produktionsrabat kan styrke dansk filmmusik: "Musikken er en bærende del af filmoplevelsen"

En ny rabatordning skal lokke filmproducenter til Danmark, og det kan styrke musikken på det store lærred, ifølge musikorganisation.

Danmark skal være et endnu mere attraktivt land for film- og serieproduktion. Det er ambitionen bag en ny politisk aftale, der fra 2026 indfører en produktionsrabat på op til 25 procent af produktionsudgifterne – den største af sin slags i Skandinavien.

Læs også: Den danske musikindustri bidrager med tocifret milliardbeløb årligt

Aftalen, der er indgået mellem regeringen (Socialdemokratiet, Venstre og Moderaterne), SF og Radikale Venstre, afsætter årligt 125 millioner kroner til ordningen. Den skal tiltrække internationale produktioner, fastholde danske produktioner i Danmark og samtidig styrke det kreative økosystem – herunder komponister og musikproducenter.

Musik som bærende fortællerelement
Ifølge musikrettighedsorganisationen Koda er musikken tænkt ind som en integreret del af ordningen, hvilket ifølge organisationen betyder, at der kan gives rabat på udgifter til den musik, der understøtter og forstærker fortællingerne. Det vækker begejstring Koda, der ser initiativet som en anerkendelse af musikkens centrale rolle i film- og tv-produktioner. 


"Hvad ville Matador være uden sin ikoniske melodi? En thriller uden sit intense lydspor? Eller en naturdokumentar uden musikken, der indfanger naturens storhed? Musikken er ikke bare et supplement – den er en bærende del af filmoplevelsen," siger Nicky Trebbien, juridisk og politisk direktør i Koda, i en pressemeddelelse.

"Det er derfor virkelig positivt for dansk musik og film, at regeringen sammen med SF og Radikale Venstre har landet en aftale om en ny produktionsrabat, hvor musikken er tænkt ind som en integreret del af ordningen og dermed giver mulighed for rabat til udgifterne til den musik, der understøtter og forstærker fortællingerne på skærmen. I Danmark har vi mange dygtige musikkomponister til film og tv, og en produktionsrabat, der som her indeholder musikken, vil understøtte vores dygtige musikskabere og give dem en endnu større platform til at promovere deres musik og kunst – også udover landets grænser."

Kamp mod "kulissekarrusellen"
Flere danske produktioner er de seneste år flyttet til udlandet for at drage fordel af udenlandske støtteordninger. Den tendens skal vendes, lyder det fra kulturminister Jakob Engel-Schmidt, der kalder det "tudetosset", at eksempelvis Rejseholdet, som foregår i Esbjerg, skulle filmes i Polen.

"I dag skriver vi et nyt kapitel i den danske filmhistorie. Vi investerer ikke bare i produktioner. Vi investerer i fortællinger, i talent og i Danmarks rolle i verden. Med Skandinaviens største produktionsrabat sender vi et klart signal: Danmark skal være en førende global filmnation - vi vil kickstarte en ny guldalder. For film er ikke bare underholdning. Det er kultur, identitet og eksport i én bevægelse," udtaler kulturministeren, som kalder aftalen "sund fornuft":


"Når Danmark åbner sig for internationale produktioner, styrker vi vores kreative økosystem. Samtidig skaber vi flere ordrer i bøgerne hos alt fra hoteller og smørrebrødsforretninger til frisører og musikproducenter. Det er sund fornuft og kultureksport i stor skala. Aftalen er også et værn mod den tossede kulissekarrusel, hvor for mange danske film er optaget uden for landets grænser. Det er da tudetosset, at Rejseholdet, der foregår i Esbjerg, skal filmes i Polen i jagten på rabatordninger. Flere danske film skal filmes i Danmark. Det er godt for kulturlivet, for turismen, for underleverandørerne og for Danmarks omdømme i verden. Derfor er jeg en meget rørt og glad kulturminister i dag."

Ifølge aftalepartierne skal produktionsrabatten sikre, at flere danske film og serier optages i Danmark, til gavn for både kulturliv, erhvervsliv og turisme.

læs også: Koda får eftertragtet plads i toppen af det globale musiklandskab

 


 

 

ANNONCE