Nyhed

PREMIERE: Hvor langt vil du løbe for en bajer og et dårligt valg?

Roskilde-aktuelle Von Quar har ild i løbeskoene og hylder de spontane beslutninger på nyt udspil.

Von Quar udgiver i morgen deres tredje singleudspil, "6 kilometer" – et sprængfarligt og sveddryppende track til de spontane beslutninger, du først fortryder dagen efter. Det er en løbetur gennem natten mod byen, baren og måske en ekskærestes opgang – en hyldest til det impulsive, idiotiske og det inderligt nødvendige. 

Læs også: Von Quar varsler ny musik: "Det siger din mor også"

Tekstuniverset på det pulserende nummer går hånd i hånd med et intenst og adrenalinmættet lydbillede på linjerne: "Seks kilometer til vi' rammer byen / Adrenalin adrenalin / Vi tænder på adrenalin." En musikalsk sammensmeltning, der sender et ustoppeligt sus gennem kroppen og skaber trancefremkaldende fornemmelser i øregangen. 


Big bandet, ledet af Mikkel Øster, beskriver også selv "6 Kilometer" som mere end en sang – en tilstand, hvor virkeligheden parkeres ved kantstenen, og masken kommer på: "Sangen er ikke bare en sang – det er en tilstand. Brug den som maske. Værsgo," lyder det fra bandet, der på kort tid har taget overlegent patent på hooligan-rock – en musikalsk blanding af punket energi, EDM-produktioner og stadionklare korpassager.

Foto: Nicolaj Lank
Foto: Nicolaj Lank

"6 kilometer" følger op på singlerne "Forår" og "Alt hvad jeg vil" og viser endnu en side af det fremadstormende orkester, der på rekordtid har markeret sig som et af de mest spændende liveacts på den danske musikscene.


Efter en seksstjernet koncert på Heartland Festival og med en kommende optræden på Roskilde Festival i festivalens First Days-program har Von Quar for alvor fået vind i sejlene og ild i løbeskoene. Derfor er de også ét ud af fem navne, vi anbefaler vores læsere at opleve i festivalens opvarmningsdage. 

Læs også: Fem navne, du ikke må misse under opvarmningsdagene på Roskilde Festival

Von Quar kan opleves på Roskilde Festival tirsdag den 1. juli kl. 19.00 på Eos og senere på en lang række festivaler hen over sommeren. Til november spiller de to headliner-koncerter på Radar i Aarhus og Lille Vega i København. 


Hør premieren på "6 kilometer" her: 

LÆS OGSÅ: Fem udgivelser, vi glæder os til i denne uge


ANNONCE