Keir Starmer er ikke begejstret for gruppens kommende koncert.
Den nordirske raptrio Kneecap er igen i politisk modvind – denne gang fra allerhøjeste sted. Den britiske premierminister Keir Starmer har udtalt, at han ikke mener, at gruppens planlagte optræden på Glastonbury Festival den 28. juni er “passende”.
Læs også: Sådan anmeldte vi Kneecap på NorthSide
Baggrunden er, at gruppemedlem Liam Óg Ó hAnnaidh – bedre kendt som Mo Chara – for nylig har været i retten, hvor han er sigtet for en terrorforbrydelse. Sagen drejer sig om en optræden i november, hvor han angiveligt viste et flag til støtte for Hizbollah, som i Storbritannien er klassificeret som en terrororganisation. Liam Óg Ó hAnnaidh fik lov til at forlade retten uden at blive varetægtsfængslet, men skal møde igen til den endelige afgørelse den 20. august.
Keir Starmer blev spurgt af den britiske avis The Sun, hvorvidt han mente, det var passende, at Kneecap skulle spille på Glastonbury. Til det svarede han:
“Nej, det mener jeg ikke, og jeg synes, vi skal være helt klare i spyttet her. Det handler om trusler, der ikke bør fremsættes. Jeg vil ikke sige for meget, da der verserer en retssag, men jeg synes ikke, det er passende.”
Kneecap, der for nylig spillede på NorthSide Festival i Aarhus, har svaret tilbage på premiereministerens udtalelse på gruppens sociale medier.
“Ved du, hvad der ikke er passende, Keir?! At bevæbne et fucking folkedrab. Fuck The Sun og solidaritet til Palestine Action (aktivistisk netværk for støtte til Palæstina, red.)”
Kneecap blev dannet i 2017 af de tre venner, der optræder under navnene Mo Chara (Liam Óg Ó hAnnaidh), Móglaí Bap (Naoise Ó Cairealláin) og DJ Próvaí (J.J. Ó Dochartaigh), og deres vej frem i rampelyset blev til en film med navnet Kneecap, som vandt en BAFTA-pris (British Academy of Film Award) i februar 2025 og havde den Oscar-nominerede skuespiller Michael Fassbender på rollelisten. Kneecap er kendt for at blande irsk og engelsk i deres raptekster, som ofte handler om politiske temaer som irsk republikanisme og afstand til Storbritannien.
I starten af 2024 blev Kneecap tildelt et legat på 14.250 pund fra Music Export Growth Scheme (britisk fagforbund for musikbranchen), svarende til 124.000 danske kroner. Tildelingen blev dog annulleret af den britiske erhvervsminister Kemi Badenoch, da legatet ikke skulle gives til personer, "der modsætter sig Storbritannien," ifølge BBC. Det resulterede i, at Kneecap anmeldte sagen som diskrimination, hvilket endte i deres favør. Pengene beholdte de dog ikke selv, men donerede dem i stedet til to organisationer, der arbejder for protestantiske og katolske ungefællesskaber i Nordirland.
læs også: Kneecap-rapper løsladt efter terrorsigtelse i London