R. Kellys advokat mener, at anklagerne brød lovgivningen, da R. Kelly skulle fældes i deres iver på at blive "me too-krigere".
Den skandaleramte og fængslede r&b-sanger R. Kelly har via sin advokat indgivet en ny begæring til en føderal domstol i Illinois med krav om at få sin dom fra 2021 om seksuelle overgreb og afpresning omstødt. Ifølge begæringen bygger dommen på "omfattende og koordineret korruption" blandt anklagere og fængselspersonale, rapporterer Digital Music News.
Læs også: R. Kelly hævder at have skrevet 25 album bag tremmer
Begæringen kommer samtidig med påstande om, at der skulle være udarbejdet et mordkomplot mod Kelly, angiveligt orkestreret af fængselsansatte i North Carolina. I sidste uge blev en nødansøgning om at lade Kelly afsone resten af sin straf i hjemmet afvist af en dommer.
Den 58-årige sanger afsoner i øjeblikket en samlet dom på 31 år i et føderalt fængsel i North Carolina. Dommen dækker blandt andet over overtrædelse af den såkaldte Mann Act, organiseret kriminalitet og overgrebsmateriale med børn. Advokaten Beau B. Brindley, der repræsenterer Kelly, påstår nu, at anklagemyndigheden efter sangerens frifindelse i 2008 gjorde alt for at få ham dømt – koste hvad det ville. R. Kelly har hele vejen nægtet sig skyldig i samtlige anklager.
"I deres iver efter at blive me too-krigere, der fældede R. Kelly, har føderale anklagere og ansatte i Bureau of Prisons intimideret vidner, forhindret retfærdighed og krænket Mr. Kellys forfatningsmæssige rettigheder," siger Brindley i en udtalelse til The Hollywood Reporter.
"Vores begæring fremlægger hele den usle historie om de forbrydelser, der er blevet begået i forsøget på at fælde Kelly – og om planen om at få ham fjernet for altid, så disse forbrydelser aldrig kom frem i lyset. Vi hviler ikke, før Mr. Kelly er fri."
Ifølge Brindley blev Kelly tidligere på ugen indlagt med flere blodpropper, efter at han ifølge advokaten blev givet en livsfarlig dosis medicin i isolation. Det kan du læse mere om her. Brindley hævder desuden, at Kelly i flere dage nægtede at spise og ikke kunne få kontakt med sin advokat før 13. juni.
Dokumenterne, som Brindleys kontor har delt med pressen, inkluderer en erklæring fra Mikael Glenn Stein, et tidligere medlem af den racistiske fængselsbande Aryan Brotherhood, som hævder, at han fik ordre fra fængselsmyndighederne om at dræbe Kelly. Det rapporterer Digital Music News. Stein, der lider af terminal kræft, påstår at kunne navngive personer, han blev beordret til at overfalde eller dræbe, og at han blev placeret i det fængsel, hvor Kelly afsoner, med netop det formål. Han valgte dog ifølge sig selv at ignorere ordren.
En anden erklæring stammer fra en tidligere cellekammerat, der hævder, at han blev bedt om at stjæle fortrolig korrespondance mellem Kelly og hans advokat – herunder e-mails – hvilket skulle have givet anklagerne en uretmæssig fordel i sagen.
Et centralt punkt i begæringen er også vidneudsagnet fra den kvinde, der i 2021 blev et nøglevidne i sagen mod Kelly. Hun vidnede også i den frifindende sag i 2008, hvor hun nægtede at være kvinden i en central videooptagelse. Ifølge Brindley blev hendes nye forklaring i 2021 fremtvunget.
"I løbet af det seneste år har vi opdaget, at vejen til (kvindens vidneudsagn i 2021, red.) blev brolagt med trusler, tomme løfter, forbrydelser og forfatningsstridige overgreb," står der i begæringen.
"For at få deres 'offer' til at gå efter R. Kelly (...) var det i virkeligheden anklagerne, der udøvede overgrebene. De tvang en ufrivillig person til at spille rollen som offer, for at kunne fælde en stor offentlig figur midt i den hellige me too-stemning. Og de gjorde det gennem kriminalitet, trusler og tvang."
Brindley oplyste i sidste uge, at han har tænkt sig at anmode tidligere præsident Donald Trump om at benåde Kelly. Kelly har ingen kendt relation til Trump, men boede i Chicagos Trump Tower frem til sin anholdelse.
læs også: R. Kellys advokater: Fængselspersonalet gav ham en overdosis