Nyhed

Soleima udgiver rockballade med musikalsk forbillede

Singlen udkommer forud for sangerens hidtil største koncert på Roskilde Festival.

Soleima er klar med en ny single betitlet "Vilde øjne", som udkommer lige op til hendes største koncert nogensinde på Roskilde Festival. Singlen er første udgivelse fra B-siden af Soleimas album Hærværk/Mesterværk og byder på et rockinspireret lyd med et stærkt guitarriff og et fængende hook. Musikken er produceret af Bjarke Niemann og School of X, der som noget helt specielt også bidrager som feature.

Læs også: Blæst optræder live med landsholdssang – og alle fans er velkomne

Ifølge en pressemeddelelse har Soleima, foruden at danne par privat med Rasmus Littauer, som står bag navnet School of X, haft ham som en af sine største musikalske inspirationskilder, og samarbejdet på "Vilde øjne" er derfor noget helt særligt:


"School of X er en stor inspiration for mig både musikalsk, i hans live performances og i livet generelt. Vi laver enormt meget musik sammen, og han har både været med til at skrive og producere meget af min dansksprogede musik. Det har altid været en drøm for mig, at vi skulle synge sammen på et nummer," udtaler hun i pressemeddelelsen.

Den nye single kombinerer Soleimas karakteristiske lyd med nye eksperimenterende elementer som scratch-lyde, der giver den ekstra kant. Dette markerer et fortsat modigt skridt i hendes karriere, hvor hun går sin egen vej musikalsk. Noget, der allerede har fået stor ros fra anmeldere og fans, også her hos GAFFA, hvor vores anmelder kvitterede med seks ud af seks stjerner for A-siden af Hærværk/Mesterværk. I anmeldelsen lød det blandt andet, at første del tegnede rigtig godt for en Side B: "

"På kun 33 minutter leverer Soleima en rå og vital digtsamling på niveau med tidens allerstørste poeter. Hærværk/Mesterværk - Side A er et oprørsk og næsten fejlfrit (mester)værk om selvudvikling og -forståelse. Det tegner rigtig godt for Side B."


Læs også: Soleima annoncerer turné: Klar til at indtage Danmark

Ifølge pressemeddelelsen vil Soleima fremføre "Vilde øjne" og flere andre nye sange fra det kommende album, når hun torsdag den 3. juli kl. 23.30 spiller sin største koncert til dato på Avalon på Roskilde Festival. Der er derfor god grund til at svinge forbi hendes koncert, og hvis man ikke når den, kan hun opleves på festivaler som Smukfest og Nibe samt i Tivoli København. 

Indtil da kan du høre den her: 


LÆS OGSÅ: HOLD ØJE MED: Fire GAFFA-favoritter fra vækstlaget

ANNONCE