Nogle forsvarer brugen af AI-musik som en forlængelse af hiphoppens sampling-tradition.
Timbaland er havnet i en shitstorm, efter en video viser ham bruge et beat fra produceren KFresh i en AI-genereret version uden tilladelse. Beatet blev uploadet fra TikTok til AI-platformen Suno, hvor rapperen C-Red lagde vokal på, og resultatet blev brugt i Timbalands projekt med den virtuelle kunstner Baby Timbo.
Læs også: SoundCloud ændrer AI-politik efter massiv kritik
“Timbaland og Suno har noget at forklare,” skriver rapperen og YouTuberen Curtiss King på X. “Suno blev angiveligt taget i at stjæle KFresh' beat og producer-tag i et AI-genereret beat, som blev promptet af Timbaland.”
Timbaland and Suno have some explaining to do.
Suno was allegedly caught stealing @kfreshmusic 's beat and producer tag in a Ai generated beat prompted by Timbaland. pic.twitter.com/tU4zyxQFZf
— Curtiss King 🏁🛠 (@CurtissKing) June 13, 2025
Timbaland selv kalder det en remix og hævder, at det gav KFresh mulighed for at samarbejde med Ghostface Killah (producer og Wu-Tang Clan-medlem). KFresh fortæller dog, at han aldrig blev kontaktet, rapporterer Digital Music News.
Sagen har vakt debat online. Nogle forsvarer brugen som en forlængelse af hiphoppens sampling-tradition, mens andre mener, at man krænker kunstnerens rettigheder, når de ikke har givet samtykke til, at deres musik bruges til AI-træning.
Suno har i forvejen mødt modstand fra musikbranchen. Firmaet blev sidste år sagsøgt af verdens tre største pladeselskaber, Sony Music, Universal Music og Warner Music, for angiveligt at træne selvskabets AI-modeller med ophavsretligt beskyttet materiale. Pladeselskaberne kræver knap en million danske kroner i erstatning per sang, som AI-selskabet har kopieret, hvilket drejer sig om 662 sange fra Suno.
Sunos CEO Mikey Shulman udtalte dengang, at deres teknologi er "designet til at generere helt nyt output, ikke til at huske eller gengive materiale, der allerede eksisterer," ifølge det svenske medie Omni.
læs også: Stor streamingtjeneste: Hver femte nye udgivelse er AI-genereret