Nyhed

Tinderbox-koncert varede kun 12 minutter

Festivalen har efterfølgende kommenteret den aldeles korte koncert med et af festivalens hovednavne.

Lørdag aften blev en koncert med rapperen Latto på dette års Tinderbox mildest talt en undervældende affære.

Læs også: Fotoserie: Så er Roskilde Festivals campingområde åbnet

Efter planen skulle den Grammy-nominerede Atlanta-rapper lægge vejen forbi Tusindårsskoven kl. 20.30 med millionstreamende hits som ”Big Energy”, ”Blick Sum” og ”Put It On Da Floor”, men efter en forsinkelse endte hun ifølge Ekstra Bladet med kun at være på scenen i 12 minutter. 

Ifølge Ekstra Bladet gik Lattos dj som den første på scenen efter en forsinkelse på 20 minutter, hvorefter Latto trådte ind på scenen efter yderligere 25 minutter. Hun fik dernæst rigtig travlt, for 15 minutter senere  skulle et af festivalens andre hovednavne, Green Day spille på hovedscenen klokken 21.30, og Lattos show skulle være afsluttet. Koncerten blev derfor afbrudt klokken 21.27. 


GAFFAs anmelder har samme melding og kalder koncerten en "fadæse" – læs hans anmeldelse her.

Tinderbox har efterfølgende kommenteret den aldeles korte koncert, og til Ugeavisen Odense skriver festivalen: "Der opstod uforudsete udfordringer i forbindelse med Lattos koncert, og vi har gjort, hvad der kunne gøres, for at få koncerten i gang til tiden. For at overholde resten af aftenens program blev koncerten forkortet." 

Latto har samarbejdet med artister som Playboi Carti, Drake og Jennifer Lopez. I 2023 gæstede hun Roskilde Festival til en firestjernet koncert, hvor hun, ifølge anmelderen, "dansede sig ind i Roskildes hjerter." Det blev dog næppe tilfældet i denne omgang, hvor hun mest af alt gav associationer til Ice Spice, der sidste år gav en kun 35 minutter lang rapkoncert på Roskilde Festivals Orange Scene.


LÆS OGSÅ: Vi har samlet de 10 største skuffelser i musikåret, der gik

ANNONCE