Nyhed

Karoline Funder udforsker kærlighed, savn og ambivalens på debut-ep

Den nye ep følger op på singlerne "Vores forhandling", "Dådyrøjne" og "Jeg hader, at jeg tænkte, at du lignede en engel".

Den danske sanger og sangskriver Karoline Funder er klar med sin debut-ep Din mørke himmel, som udkommer i dag den 9. maj.

Læs også: Tre udvalgte Spot-artister tilføjes Smukfest-programmet

Ep'en består af seks sange, hvoraf tre af dem "Vores forhandling", "Dådyrøjne" og "Jeg hader, at jeg tænkte, at du lignede en engel" allerede er udgivet som singler. 


I går delte Karoline Funder et opslag på Instagram, der viser et billede af musikerens barndomshjem, som også er ep'ens coverbillede. I opslaget skriver hun:

"Her ser I mit barndomshjem og coveret på Din Mørke Himmel. 17 år af mit liv udfoldede sig bag de her vinduer. Det var bl.a. her jeg fik min første guitar - den guitar, som jeg senere hen ville komme til at skrive ep'ens sange på. Historier om kærlighed, savn og ambivalens - og det at vokse op og bære fortiden med sig ind i nye relationer." 

Artiklen fortsætter under opslaget. 


Karoline Funder debuterede med singlen "Vores Forhandling" i marts 2024, der dengang blev udvalgt til "Ugens Crush" på P3. Siden da har hun gjort sig bemærket med sine poetiske tekster og sit guitardrevet lydunivers, der trækker tråde til den amerikanske indiefolk-scene. 


Musikeren har netop optrådt på dette års Spot Festival. Efter sin optræden blev hun håndplukket af Smukfest til at indtage Bøgeskoven, når festivalen skydes i gang til august. 

Læs også: Karoline Funder drager på sin første turné

Sidste år spillede hun på Syd For Solen, hvor GAFFAs anmelder kvitterede med tre ud af seks stjerner og ordene:


"På nuværende tidspunkt må jeg dog konkludere, at der er nogle monotone tendenser i lyden. Selvom hendes musik afgjort lægger op til de blidere og mere akustiske arrangementer, kunne det måske pynte at eksperimentere mere med trommerne (...) Men dette er kun begyndelsen for Karoline Funder, og hvem ved, hvad der gemmer sig hen ad vejen. Jeg ser en masse potentiale for udvikling i artisten, og jeg vil glæde mig til, at se om hun kan få det forløst, når hun udgiver sin første samling af sange." 

Karoline Funder kan opleves live i oktober, når hun drager på sin første headliner-turné og besøger Odense, Aarhus og København. Derudover debuterer hun på Roskilde Festival i år, når hun spiller på Eos-scenen mandag den 30. juni 2025. 

Du kan lytte til Din mørke himmel her: 


LÆS OGSÅ: Guide til den nysgerrige folk-elsker

ANNONCE